Sprængt dæk skyld i trafikkaos: Ingen tidshorisont for åbning af motorvej
Ingen personer er kommet alvorligt til skade ved en ulykke, der tirsdag eftermiddag spærrer Fynske Motorvej i begge retninger.
En voldsom ulykke betyder, at E20 Fynske Motorvej tirsdag eftermiddag er blevet spærret for trafik i begge retninger mellem frakørsel 56 Ejby og 57 Nørre Aaby. Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Lars Fredensborg til Newsbreak.dk.
Ulykken skete kort før klokken 12, da et dæk på en lastbil med anhænger sprængte. Det fik lastbilen til at køre galt og vælte. Billeder fra stedet viser, at en personbil også har været involveret og har fået omfattende skader i ulykken.
Heldigvis er ingen personer kommet alvorligt til skade.
– Vi har sendt en ambulance. Der er en lastbilchauffør, der klager over nogle knubs, men det er ikke alvorligt, siger Lars Fredensborg.
Politi og redningsmandskab er nu på stedet.
– Vi arbejder på at få bjærget det her vrag, fortæller Lars Fredensborg.
Politiet har dog endnu ingen tidshorisont for, hvor lang tid bjærgnignsarbejdet vil tage – og dermed hvornår motorvejen igen bliver farbar.
Trafikanter på motorvejen bliver i østgående retning ledt af ved afkørsel 57 Nørre Aaby, mens den vestgående trafik ledes af ved afkørsel 56 Ejby.
I forbindelse med uheldet på motorvej E20 er begge retninger spærret. Østgående trafik afledes ved afk. 57 og vestgående trafik afledes ved afk. 56. Der er ikke nogen tidshorisont for hvornår motorvejen åbnes igen #politidk
— Fyns Politi (@FynsPoliti) March 6, 2018
Vejdirektoratets trafikkort viser, at der er kødannelser på stedet. Vejdirektoratet opfordrer på TV2 News folk, der skal rejse forbi stedet til at bruge offentlig transport, hvis det er muligt.