Sprængfarlig video med i ny dokumentar
Ny HBO dokumentar indeholder angiveligt afslørende videomateriale med adoptivdatter, der påstår Woody Allen misbrugte hende seksuelt
En privat video, som for mange år siden blev optaget med stjerneinstruktøren Woody Allens syvårige adoptivdatter, er angivelig så sprængfarlig, at den fuldstændig kan ødelægge instruktørens ry og muligheder for at få finansieret nye film.
Videoen er en del af en ny HBO dokumentar i fire dele, ‘Allen v. Farrow’ og mændene bag dokumentaren, Amy Ziering og Kirby Dick, mener den vil kaste nyt lys over sexanklager mod Woody Allen fremsat af hans tidligere partner Mia Farrow tilbage i 1992.
Hendes påstand er, at den berømte skuespiller og instruktør misbrugte dengang syv-årige Dylan Farrow. Han afviser helt og aldeles.
Hidtil uset video
Påstandene resulterede aldrig i strafretslige anklager, men Woody Allen er ifølge blandt andet New York Times samtidig heller aldrig for alvor blevet renset for dem.
Såvel Mia Farrow som Dylan Farrow har dog stædigt opretholdt anklagerne, der gennem årene har splittet eksperter, som hidtil kun har hørt det påståede offers udlægning af sagen, efter hun er blevet voksen.
Det bliver der rådet bod på med videoen. Den indeholder nemlig en hidtil uset samtale mellem Mia Farrow og datteren om anklagerne blot få dage efter den lille pige i august 1992 afslørede overfor sin mor, at der angiveligt var foregået noget fordækt og grimt.
Opdagede affære
Mia Farrow og Woody Allen begyndte at danne par i 1980 og var sammen i 12 år uden at blive gift. Forholdet fik dog en brat ende, da det kom frem, at han havde indledt en affære med en anden af Mia Farrows adoptivdøtre, dengang 21-årige Soon-Yi Previn. Forholdet blev indledt i 1991 da Soon-Yi Previn var 21 år gammel og de blev gift i 1997.
Den kendsgerning er uløseligt forbundet med anklagerne om de seksuelle overgreb på Dylan Farrow. Woody Allens påstand er, at Mia Farrow simpelthen har fabrikeret sagen og hjernevasket datteren til at tro på den. Ifølge ham motiveret af et indædt ønske om hævn.
Uden den anklagede
‘Allen v. Farrow’ har netop haft premiere. Første afsnit var primært koncentreret om det 12 år lange forhold mellem Woody Allen og Mia Farrow. Først i det andet og tredje afsnit drejer den for alvor ind på de seksuelle anklager og dermed også videoen.
Woody Allen har ifølge New York Times ikke ønsket at bidrage til dokumentaren.