Sportschef glæder sig over sejr mod svensken

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Sportschefen i Dansk Curling Forbund forventer en svær semifinale mod Skotland ved EM i curling.

Der er stor glæde i Dansk Curling Forbund, efter at det torsdag lykkedes det kvindelige danske landshold at komme blandt de fire bedste hold ved EM i Champéry i Schweiz.

Holdet under ledelse af skipper Lene Nielsen besejrede Sveriges regerende europamestre med 9-6, og efter seks sejre og tre nederlag i grundspillet er Danmark klar til at spille om medaljer.

– Det er super flot. De vandt over verdensmestrene fra 2013, Skotland, og de spillede en tæt kamp mod de regerende verdensmestre, Schweiz, som de nok burde have vundet. Og nu har de vundet overbevisende over Sverige.

– Det er super flot gået og over forventning, siger Ulrik Schmidt, sportschef i Dansk Curling Forbund.

Også Team Danmarks direktør, Michael Andersen, glæder sig over kvindernes plads blandt de fire bedste.

– De har spillet fint og stabilt over hele turneringen og er nu med i kampen om medaljer. De har før vist godt potentiale, det gjorde de også til OL. Det er rigtig godt klaret, at de kunne besejre Sveriges europamestre, siger han.

Lene Nielsen og co. slutter som nummer fire i grundspillet efter Rusland, Schweiz og Skotland.

Rusland og Schweiz spiller torsdag klokken 19 mod hinanden i en playoff-kamp, der gælder en direkte finaleplads, mens Danmark og Skotland samme tid mødes om retten til at møde taberen af den kamp.

Hvis Danmark besejrer Skotland, skal holdet altså møde taberen af kampen mellem Rusland og Schweiz i en kamp for at nå EM-finalen.

Selv hvis Danmark taber til Skotland, får Lene Nielsen og hendes hold endnu en kamp, som kommer til at handle om bronze.

Danmark er i øvrigt blevet nummer fire ved EM de seneste tre gange.

Selvom Danmark besejrede Skotland 7-6 i den første kamp i grundspillet, så lægger Ulrik Schmidt favoritværdigheden over på verdensmestrene fra sidste år.

– Der er forskel på at besejre Skotland i grundspillet i den første kamp og så gøre det igen i en slutspilskamp.

– De kommer med en masse rutine og en masse ting, som de kan lægge oven i det, som de allerede har leveret.

– Vores nye spillere er ikke så rutinerede i forhold til at stå i sådan en situation. Så vi er på ingen måde favoritter, men vi vil spille vores chance, siger Ulrik Schmidt.

ritzau/

Powered by Labrador CMS