Spor efter nedskydning af fly blev forsøgt skjult

MH17 blev skudt ned af prorussiske separatister fra Ukraine. Det fastslog en rapport, der nu også afslører, at afgørende spor blev slettet. Foto: EMMANUEL DUNAND/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var ikke alle, der var interesserede i en tilbundsgående og faktuel efterforskning af den tragiske nedskydning af passagerflyet MH17 over det østlige Ukraine 14. juli 2014.

Tirsdag fremlagde den hollandske havarikommission sin længe ventede rapport, og af den fremgår det, at de internationale myndigheder flere gange oplevede at blive modarbejdet i efterforskningen.

Ifølge det britiske medie The Guardian fremgår det eksempelvis af rapporten, at hollandske retsmedicinere ved obduktionen af flyets kaptajn kunne konstatere, at nogen allerede havde forsøgt at fjerne »fremmede objekter« fra liget.

Med fremmede objekter menes der fragmenter fra missilet, der ifølge rapporten torpederede flyet på cockpittets venstre side, hvorefter tusindvis af missilfragmenter borede sig gennem cockpittets rude og dræbte de tre personer, der opholdt sig forrest i flyet.

De små fragmenter har været af afgørende betydning for efterforskningen, da man med dem har kunne påvise, at der var tale om et russisk BUK-missil.

Rapporten fastslår også, at en lang række dele fra flyet og passagernes bagage var forsvundet fra nedstyrtningsstedet, da de hollandske efterforskere ankom til stedet uger efter, at flyet og de 298 personer om bord var blevet skudt ned, skriver The Guardian.

Observatører forment adgang

I dagene efter flyet var blevet skudt ned, bevogtede skarpt bevæbnede oprørere det område, hvor flyet var styrtet ned, og i lang tid var internationale observatører forment adgang til området.

De hollandske myndigheder, der har ledt efterforskningen, da størstedelen af passagerne om bord var hollændere, afholder sig fra at konkludere på, hvem der stod bag selve nedskydningen.

Da Malaysia Airlines-flyet fløj over det østlige Ukraine, kørte konflikten mellem de pro-russiske separatister og de ukrainske regeringssoldater på sit højeste. Langt de fleste efterretninger har peget i retning, at det var de pro-russiske separatister, der skød flyet ned.

I 2016 ventes endnu en international rapport om nedskydningen offentliggjort. I den rapport vil efterforskere forsøge at give et bud på, hvem der stod bag nedskydningen.

Powered by Labrador CMS