Spis den ikke
Et højt indhold af kviksølv medfører, at det bliver forbudt at tage torsk, der er fanget i Københavns Havn med hjem fra 1. juli
Der er fare for højt kviksølvindhold i torsk fanget i Københavns Havn.
Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Lystfiskerne kan også fremover kaste krogen i Københavns Havn og hale torsk i land, men de skal tilbage i havnen og må ikke komme hjem i køkkenet, står der i pressemeddelelsen.
Den 1. juli træder et forbud mod hjemtagning af torsk nemlig i kraft, fordi mængden af kviksølv i torsk kan overstige de tilladte grænseværdier.
- EU har sænket grænsen for det maksimale kviksølvindhold fra 0,5 til 0,3 milligram pr. kg. torsk efter en ny vurdering af de sundhedsskadelige effekter af kviksølv. Kviksølv påvirker udviklingen af nerve- og hjerneceller og udgør derfor en særskilt risiko for børn og fostre, fordi hjernen udvikler sig hurtigt i de tidlige leveår, siger Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen.
Farligt for dyr og mennesker
Kviksølv er kritisk for dyr og mennesker, fordi det ophobes i kroppen.
Gravide og småbørnsforældre skal være særligt opmærksomme, fordi selv et kortvarigt højt kviksølvindtag kan påvirke små børn.
Kviksølvforureningen i Københavns Havn kommer blandt andet fra tidligere industri i området.
Det har derfor i mange år været forbudt at fiske skrubber, sild, aborre og ål i Københavns Havn.
Tilbage i vandet
Fra den 1. juli bliver det igen tilladt af fange disse fisk, men de skal, ligesom torsken, tilbage i havnen, så der ikke opstår risiko for, at de ender på en middagstallerken.
Fødevarestyrelsen fører løbende kontrol med både torsk og andre fisk, der bliver handlet på fiskeauktionerne.
Prøveresultaterne viser, at indholdet af kviksølv i fisk ligger væsentligt under grænseværdierne.