Spioner jagter danske firmahemmeligheder
Industrispioner går målrettet efter danske virksomheders forretningshemmeligheder.
En række af Danmarks største virksomheder og mest centrale myndigheder har de seneste år været udsat for målrettede, spektakulære hackerangreb udført af fremmede stater.
Det oplyser DR Nyheder.
Blandt andet har enzymvirksomheden Novozymes, Søfartsstyrelsen og Erhvervs- og Vækstministeriet været udsat for succesfulde angreb.
– Jeg har personligt kendskab til mindst fire store virksomheder, der er blevet angrebet og har mistet intellektuel ejendomsret til potentielt milliarder af kroner, siger Rasmus Theede, koncernsikkerhedschef i KMD, der står for en lang række offentlige og private virksomheders it-drift, til DR Nyheder.
Industrispionerne går målrettet efter de danske virksomheders forretningshemmeligheder, hvilket koster omsætning og arbejdspladser.
– Den største trussel inden for industrispionage kommer fra fremmede stater og statssponsorerede grupper. Det er ikke blot en trussel mod den enkelte virksomhed, men også mod os som samfund, siger Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.
Ifølge hidtil hemmeligholdte rapporter var hackerangreb mod Erhvervs- og Vækstministeriet og Søfartsstyrelsen i 2012 målrettet og avanceret. Ifølge hidtil hemmeligholdte rapporter var hackerangrebene “statssponsorerede”. Det vil sige betalt af eller direkte ansat af en fremmede stat.
Forsvarets Efterretningstjeneste ønsker ikke at oplyse, præcis hvilke fremmede stater der står bag cyberspionagen mod de danske virksomheder og myndigheder, men en lang kilder siger til DR Nyheder, at pilen særligt peger på Kina.
– Vi er ved at være nået dertil, hvor det er en halvoffentlig hemmelighed, at for eksempel Kina udfører statsfinansieret spionage, siger Rasmus Theede, koncernsikkerhedschef i KMD.
DR Nyheder har været i kontakt med den kinesiske ambassade i København, der afviser anklagerne.
“Kina er selv offer for cyberangreb” og “det er meget svært at bevise, hvem der står bag disse angreb”, skriver Fu Wenyan, chef for ambassadens politiske afdeling, i en mail til DR Nyheder.
/ritzau/