Spindoktor forsøgte at ændre nyhedshistorie

"Uelegante arbejdsmetoder" kalder en medieekspert rådgiverens handlinger.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag. Finn Nørgaard Foreningen holder konference og uddeler pris i Landstingssalen på Christiansborg, fredag den 14. februar 2020. Finn Nørgaard blev dræbt under angrebet på Kulturhuset Krudttønden i 2015, hvor også Dan Uzan mistede livet om aftenen ved synagogen i København.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag aften forsøgte social- og indenrigsminister Astrid Krags (S) særlige rådgiver – også kaldet spindoktor – at overbevise nyhedsbureauet Ritzau om at ændre i en artikel skrevet af Kristeligt Dagblad.

Lynne Birch Hansen, som ministerens særlige rådgiver hedder, mente, at en Kristeligt Dagblad-journalist havde misforstået et lovforslag.

Ændringen af artiklen skulle gerne finde sted, før nyhedsbureauet delte den i et nyhedsoverblik til resten af landets medier. Ritzau afviste at imødekomme den særlige rådgivers ønske, men endte ligeledes med ikke at citere historien i nyhedsoverblikket.

– Ritzau kan bekræfte, at vi onsdag aften blev kontaktet af ministeriet, der forsøgte at overbevise os om, at vi skulle ændre i den artikel, som Kristeligt Dagblad havde fremsendt. Vi fastslog over for ministeriet, at det kunne vi ikke, fordi der er tale om en delingstjeneste, hvor Ritzau -kke har nogen indflydelse overhovedet på indholdet, siger nyhedsbureauets redaktionschef Søren Funch.

Vinklede på høringssvar

Sagen drejer sig om torsdagens forsidenyhed. Her beskrev Kristeligt Dagblad, at en række læge- og patientforeninger var kritiske over for et lovforslag, hvor regeringen ville give borgere med svære handicap dispensation for at få hjælp til støtte og overvågning om natten.

Dispensationen kunne forekomme, hvis borgeren var over 24 år, og hvis en læge vel at mærke vurderede, at vedkommende ville dø inden for en toårig periode. Den byrde er Lægeforeningen kritisk overfor, hvilket den har indgivet et høringssvar om, og det var dette høringssvar, som Kristeligt Dagblad valgte at vinkle onsdagens artikel på. En vinkel er det fokus, en journalist vælger i sin historie.

“Misvisende”

Efter at have ringet til Ritzau kontaktede Astrid Krags særlige rådgiver Kristeligt Dagblad. Hun lod over en sms klokken 23.10 journalisten bag artiklen forstå, at den var ”meget misvisende”, og dagen derpå ringede avisens nyhedsredaktør og Lynne Birch Hansen sammen for at få redet trådene ud.

Over for redaktøren forklarede hun, at der ganske vist ikke var faktuelle fejl i artiklen, men at det var på grund af vinklen, at hun havde kontaktet Ritzau for at overbevise dem om at ændre i artiklen.

“Uelegante arbejdsmetoder”

Medieekspert- og analytiker Lasse Jensen kalder den særlige rådgivers ageren for et eksempel på ”overdreven ømtålelighed og uelegante arbejdsmetoder.”

– Sagen bekræfter, at regeringer i stigende grad bruger ressourcer på at ansætte personer for millioner af kroner, hvis primære opgave er at påvirke medier til at skrive det, de helst vil have, de skriver. Udviklingen har stået på i 20 år, og der kommer fortsat flere og flere spindoktorer, og deres roller bliver vigtigere. Om man kan lide det eller ej, så gør de deres arbejde, når de forsøger at få de vinkler, der tilgodeser deres dagsorden, frem. Der findes derfor ikke dårlige spindoktorer, men derimod dårlige journalister, som ikke formår sætte en mur op mod den her slags forsøg på at påvirke dagsordenen, siger han og kalder udviklingen ”problematisk”.

Tiltagende magtforskydning

Professor og demokratiforsker med speciale i centraladministrationens udvikling Tim Knudsen mener, at sagen illustrerer den tiltagende ”magtforskydning, der er ved at ske mellem medier og statsapparatet”.

– Vi ved alle, at de betalende medier er trængte, og at journalisterne løber hurtigere og hurtigere. Omvendt oplever vi, hvordan statsapparatet til stadighed får flere og flere særlige rådgivere og kommunikationsmedarbejdere til at regulere nyhedsstrømmen eller endda forsøge at styre den. Og det, vurderer jeg, har fået en yderligere styrkelse i den nuværende regering sammenlignet med tidligere regeringer, siger han og fortsætter:

– I den her sag er det dog vigtigt at nævne, at det er en særlig rådgiver, som kontakter Ritzau for at få dem til at ændre i Kristeligt Dagblads artikel. Den særlige rådgiver har til opgave at varetage sin ministers politiske interesse. De er altså ikke embedsmænd. Og netop af den grund bør medier være særligt på vagt. Det her er et eksempel på, at medier ikke må blive for servile over for dem, der har magten, siger han.

Chefredaktør: Dybt problematisk

På Kristeligt Dagblad mener ansvarshavende chefredaktør Erik Bjerager, at vi skal tage episoden alvorligt.

– Det er dybt problematisk, at regeringens korps af spindoktorer og presserådgivere begynder at blande sig i, hvad pressen offentliggør. Jeg har aldrig før oplevet, at en repræsentant for en regering har forsøgt at gribe ind i publiceringen af en artikel på denne måde. Der er desværre en tendens til, at politikere og myndigheder herhjemme og i udlandet i stigende grad blander sig i pressens indre forhold, og det er bekymrende, siger han.

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med særlig rådgiver Lynne Birch Hansen. Hun ønsker ikke at udtale sig.

Powered by Labrador CMS