Spillere: Vi skal have fuld smæk på kontraen
Der skal mere fart på kontraløbene i kampen mod Polen lørdag aften, mener Gudmundur Gudmundsson
Danmark møder lørdag aften Polen i den sidste gruppekamp ved VM i Qatar, og det er en kamp, der kan få afgørende betydning for, hvor svær en vej danskerne får længere fremme i turneringen.
Det er dog ikke spekulationer, landstræner Gudmundur Gudmundsson fylder sit hoved med, for kampen skal vindes for at samle selvtillid. Og recepten er klar fra spillerne – der skal løbes om kap med polakkerne.
»Vi skal have gang i nogle målmandsredninger og så kørt nogle kontraangreb. Det vil være nøglen mod Polen, især fordi de er så store. De er ikke verdens hurtigste til at løbe hjem,« siger Niklas Landin, der bakkes op af fløjraketten Anders Eggert.
»Polen spiller lidt tungt – ligesom russerne. Jeg tror, at det passer os fint. Vi går selvfølgelig ud for at vinde og synes også klart, vi skal vinde den. Vi vil gøre alt for at ryge uden om Frankrig og Sverige – vi skal ikke ned på den tredjeplads i gruppen,« siger Eggert.
Førstepladsen i Danmarks Gruppe D er med største sandsynlighed uden for rækkevidde, da Tyskland slår svage Saudi-Arabien inden Danmarks kamp. Derfor skal danskerne enten have en sejr eller en uafgjort mod Polen for at sikre sig andenpladsen.