Spildte sovs i sin computer: Sådan blev Robert anholdt

En 54-årig mand spildte sovs i sin computer og sendte den til tekniker, der skulle overføre filer til ny harddisk. Der blev gjort et uhyggeligt fund.

Robert Watson afleverede sin computer til reparation. Det endte med en anholdelse – af ham. Foto: Polk County Sheriffs Office
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en særdeles god service, når teknologi-butikker hjælper fortvivlede computer-brugere med at redde filer og feriebilleder fra en eventuelt ødelagt pc. Af samme årsag valgte 54-årige Robert Watson fra Des Moines, Iowa at aflevere sin pc hos den lokale Best Buy.

Kort forinden havde manden spildt sovs ned i computeren, der ikke var til at få liv i efterfølgende, skriver ABC News. Intakt var håbet dog om at få reddet de mange vigtige dokumenter og andre filer, der kan gemme sig på sådan et hakkebræt.

Ingen havde dog forberedt Robert på, at hans mørke hemmeligheder ville blive opdaget af det såkaldte “geek squad”. Det er en forsamling af ansatte, hvis opgave er at reparere folks computere, men samtidig har pligt til at oplyse om ulovligheder.

Ville advare andre

Under fil-overførslen opdagede politiet i Des Moines, at der var flere mapper på Watsons computer, der havde titlerne “13-årige” og “14-årige”. Som du måske har forestillet dig, var det børnepornografi. Politiet lod “geek squad” arbejde færdig, men hentede derefter både den gamle og den nye computer, hvor til filerne var overført.

Selv om det skete i august, blev Watson først officielt sigtet i slutningen af april. Han har forklaret til politiet, at han var i besiddelse af billederne, fordi han ville bruge dem til at advare andre og oplyse om det åbenlyst ulækre i at have den slags liggende. Paradoksalt nok er han sigtet for 10 tilfælde af besiddelse.

Ifølge Buzzfeed har Best Buy tidligere forklaret, at det sker 100 gange om året, at der bliver fundet børnepornografisk materiale på computere. Således er Watson, der har forklaret, at han er enebruger af den kodeordsbeskyttede computer, en del af en trist statistik.

Powered by Labrador CMS