Spies reddet: Her er de nye ejere

Spies er blevet reddet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den nordiske del af Thomas Cook, herunder danske Spies, har fået nye ejere i form af den norske rigmand Petter Stordalen og to kapitalfonde. Det er blevet offentliggjort på et pressemøde i Stockholm onsdag formiddag.

Foruden Petter Stordalen, som blandt andet har tjent mange penge på at drive hoteller gennem sit selskab Strawberry Group, består den nye ejerkreds af kapitalfondene Altor og TDC Capital.

– Vi var den eneste køber, der kunne sikre en løsning for alle. Ingen skulle sidde nede bagerst og føle, at ingen tænkte på dem, siger Petter Stordalen på pressemødet.

Indædt kamp

Efter at moderselskabet i britiske Thomas Cook gik konkurs i september, har kreditorerne forsøgt at finde en ny ejer til den nordiske del af Thomas Cook.

For mens moderselskabet måtte dreje nøglen om efter en længere periode med dårlig økonomi, så havde de nordiske aktiviteter haft en sund økonomi.

Derfor valgte kreditorerne at lade disse aktiviteter køre videre med henblik på at sælge dem.

Utrolig glad

Ud over Spies omfatter de nordiske aktiviteter i Thomas Cook firmaerne Ving, Tjäreborg, Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

– Jeg er utrolig glad for, at Stordalen, Altor og TDR bliver vores nye ejere, siger Magnus Wikner, øverste direktør for den nordiske del af Thomas Cook.

– Deres store brancheerfaring og økonomiske styrke vil give os den langsigtede stabilitet, vi har brug for, samt helt nye muligheder for at udvikle vores kundetilbud i fremtiden, fortsætter han.

Ejerskabet af de i alt fire nordiske selskaber bliver fordelt på den måde, at Strawberry Group og Altor begge sætter sig på 40 procent, mens TDR Capital sætter sig på de resterende 20 procent.

Samlet er der omkring 2300 ansatte i Spies, Ving, Tjäreborg, Globetrotter og Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Spies - og Thomas Cook

Onsdag har den nordiske del af det britiske rejseselskab Thomas Cook fået en ny ejer, og dermed er der også et nyt ejerskab for danske Spies.

Spies, som er Danmarks største rejseselskab, har nemlig i flere år været en del af den nordiske forretning hos Thomas Cook.

Her følger et overblik over Spies, og hvorfor selskabet har fået ny ejer:

* Spies blev stiftet af forretningsmanden Simon Spies i 1956.

* I 2007 blev selskabet en del af Thomas Cook Northern Europe, der er en selvstændig del under Thomas Cook Group, som er moderselskab i koncernen.

* Thomas Cook Northern Europe består foruden Spies også af Ving, Tjäreborg, Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

* I september gik Thomas Cook Group konkurs efter længere tids økonomiske problemer.

* Konkursen betød blandt andet, at Spies måtte aflyse flyafgange i et døgn.

* Den nordiske del af Thomas Cook Group har dog – modsat moderselskabet i Storbritannien – været overskudsgivende.

* Derfor valgte kreditorerne at lade de nordiske selskaber køre videre efter moderselskabets konkurs med henblik på at sælge dem.

* Det er nu sket, da Thomas Cook Northern Europe og herunder Spies har fået den norske rigmand Petter Stordalen og kapitalfondene Altor og TDR Capital som nye ejere.

* Spies solgte sidste år 274.000 rejser og er Danmarks største rejsevirksomhed.

* Selskabet havde i sit seneste regnskabsår en omsætning på 1,8 milliarder kroner og et overskud på 60 millioner kroner.

Kilder: Erhvervsstyrelsen og Spies.

Powered by Labrador CMS