Spies-ejeren siger blankt nej

Milliardæren, rejse- og hotelkongen Petter Stordalen, har ikke tænkt sig at komme SAS til undsætning

Offentliggjort Sidst opdateret

SAS står lige nu i den værste krise nogensinde.

Selskabet er på intens jagt efter kapital og nye investorer, alt imens pengene fosser ud af den i forvejen slunkne kasse og omkring 1000 af selskabets piloter er gået i strejke.

Ingen hjælp fra Stordalen

Og selv om det måske kunne lyde logisk, så skal SAS, der i øvrigt netop har ansøgt om konkursbeskyttelse, ikke regne med en håndsrækning fra rejse- og hotelkongen Petter Stordalen, som blandt andet ejer Spies.

Det fortæller har til norske Børsen.

- Nej, svarer Petter Stordalen kategorisk på mediets spørgsmål, om han er interesseret i at hjælpe SAS.

Har rigeligt i sit eget

Petter Stordalen, der ud over at være indehaver af Spies, også ejer charterselskabet Ving, adskillige hoteller og flyselskabet Sunclass Airlines , har de sidste par år selv været alvorligt udfordret på grund af corona-krisen. 

Og afvisningen af at hjælpe SAS bekræfter, hvad han også gjorde klart overfor Dagens Industri mandag. 

- Jeg har rigeligt at gøre med de selskaber, jeg selv står bag, sagde han til avisen.

Den norske milliardær og forretningsmand Petter Stordalen.
Den norske milliardær og forretningsmand Petter Stordalen.
Powered by Labrador CMS