Speedway: Dansker misser kvalifikation til næste års VM

Kenneth Bjerre var kun en omkørsel fra at køre sin ind i VM-serien i speedway næste år.

Kenneth Bjerre tabte en omkørsel til svenske Fredrik Lindgren, hvilket kostede ham kvalifikationen til næste år grandprixserie. Arkivfoto. Foto: Paul Harding/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske speedwaykører Kenneth Bjerre missede lørdag aften chancen for at køre sig tilbage i VM-serien fra 2017.

Ved GP Challenge i Vetlanda i Sverige var der tre billetter til det fineste speedwayselskab i 2017 på højkant, og den danske kører var uhyggeligt tæt på at snuppe en af dem.

Efter alle 20 heats havde Kenneth Bjerre samlet 11 point, hvilket rakte til en delt tredjeplads sammen med svenskeren Fredrik Lindgren.

Dermed skulle de to kørere ud i en omkørsel, hvor de mand mod mand skulle dyste om den sidste billet til VM-serien. Den duel vandt svenskeren.

Bjerre føler sig snydt

Kenneth Bjerre følte sig dog efterfølgende snydt, da tv-billeder angiveligt viste, at Lindgren to gange havde begge hjul over den streg, som markerer banens inderste kant.

Det er imod reglerne, men dommerne undlod at straffe svenskeren for forseelsen.

– Der er endda billeder af det, men dommeren holdt fast. Det er så skideærgerligt, for jeg manglede kun et point. Det har været mit helt store mål at køre mig tilbage i grandprixet, så lige nu er jeg bare enormt skuffet, siger Kenneth Bjerre til Ekstra Bladet.

Nicki Pedersen, Niels-Kristian Iversen og Peter Kildemand er de danske islæt i årets VM-serie.

En placering i top otte i den samlede stilling er påkrævet for at få direkte adgang til næste års VM-serie, men ingen af danskerne opfylder det krav med fire grandprixer tilbage.

Nicki Pedersen er bedste dansker på niendepladsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS