Spar mange tusind kroner på fladskærmen: Sådan gør du

Der er rigtig mange penge at spare, hvis man kan vente med at købe fladskærmsmodellerne fra 2018 til om nogle måneder.

Til Black Friday i november og til januarudsalget, der kan man gøre nogle gode køb, vurderer to eksperter. Foto: SØren Bidstrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Efteråret og vinteren plejer at være et godt tidspunkt at købe en ny fladskærm, hvis man samtidig vil have den seneste model.

For så er priserne faldet meget i forhold til introduktionsprisen fra foråret, hvor producenterne plejer at introducere deres nye topmodeller.

Men i år har fladskærmsmarkedet været lidt anderledes, fortæller Rasmus Larsen, der er redaktør på flatpanels.dk.

– Tv-året 2018 har været lidt specielt på grund af VM i fodbold. Det har betydet, at producenterne har ladet sidste års modeller udgå senere, hvorfor de nye modeller først er begyndt at falde i pris nu her. Priserne skal nok falde til efteråret og vinter, men hvor meget, er svært at vurdere på nuværende tidspunkt, siger han.

Anderledes prisudvikling

Hos Forbrugerrådet Tænk har man også bemærket en lidt anderledes prisudvikling end andre år, siger Mikkel William Nielsen, projektleder for Test og Analyse.

– Vi lagde også mærke til, at nogle af 2017-modellerne blev lidt længere på markedet, end de plejer. Og det var særligt nogle af de lidt dyre modeller – de her OLED-skærme – der var på tilbud helt frem til august, siger han.

Derfor skal man nok først regne med, at de rigtigt mærkbare prisfald på 2018-fladskærmene kommer omkring Black Friday i november eller til januarudsalget, siger Mikkel William Nielsen.

Gælder særligt OLED

Rasmus Larsen fra flatpanels.dk peger på, at det særligt er OLED-skærmene, man vil kunne få meget ud af at vente med at købe.

– Det er særligt på tv-skærme baseret på den nye OLED-teknologi, at vi i de seneste år har set store prisfald. Det er godt nyt for forbrugerne, for OLED-tv giver på nuværende tidspunkt den bedste billedkvalitet og har et meget højt bundniveau uanset producent, siger han.

Det mest økonomiske tidspunkt at købe på er nok, lige inden de ny modeller kommer – altså tidligt forår – men så går man også glip af den nyeste udvikling, påpeger Rasmus Larsen.

– Der er typisk rigtig gode priser under Black Friday og under januarudsalget, men det er i foråret, hvor sidste års modeller skal tømmes fra lagrene, at de største rabatter opnås, siger han.

Danskernes holdning til Black Friday

Danskerne har i stigende grad taget den amerikanske handelsdag black friday til sig. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Nordea, der de seneste tre år har taget temperaturen på danskernes shoppetrang den sidste fredag i november.

Her kan du se nogle af resultaterne fra underøgelsen:

  • I 2015 svarede 17 procent, at de havde brugt penge på black friday-tilbud.
  • 2016 var tallet steget til 28 procent, og i år svarer 42 procent af alle adspurgte voksne – svarende til to millioner danskere – at de forventer at købe en eller flere varer på tilbud. For de 18-65-årige er andelen endda oppe på 48 procent.
  • Børnefamilier, kvinder og personer under 40 år er overrepræsenteret blandt dem, der specifikt går efter at købe julegaver den dag.
  • Hver femte forventer, at der ryger et eller flere impulskøb i indkøbsvognen.

Kilde: YouGov/Nordea.

Herunder kan du se udviklingen i danskernes holdning til Black Friday.

Powered by Labrador CMS