Spansk prinsesse vil frifindes for skattesvindel

Spaniens prinsesse Cristina nægter at have været vidende om hendes mands påståede skatteunddragelse.

Spaniens prinsesse Cristina og hendes mand er anklaget for skatteunddragelse for seks millioner euro. Foto: Spain/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Spaniens prinsesse Cristina er på anklagebænken i en sag om svindel med millioner af skattekroner sammen med 16 andre. Blandt dem er hendes mand, den tidligere håndboldspiller Iñaki Urdangarín.

Tirsdag holdt hendes forsvarer den afsluttende procedure i sagen, og hans besked var klar: Prinsessen skal frifindes.

Ifølge forsvareren, Pau Molins, er alle anklagemyndighedens argumenter mod den 51-årige prinsesse blevet modbevist over den fem måneder lange retssag.

Prinsesse Cristina er storesøster til kong Felipe af Spanien. Det er første gang nogensinde, en nær slægtning til en spansk monark er anklaget i en retssag.

Sagen har stået på siden 2012, hvor prinsessens mand blev anklaget for at misbruge sin titel som hertug af Palma til at sende seks millioner euro offentlige midler i skattely via den velgørenhedsfond, han var med til at bestyre fra 2004 til 2006.

Hun er anklaget for medvirken til skattesvindel.

Iñaki Urdangaríns forsvarer mener ikke, han har brudt loven. Alligevel har den tidligere håndboldspiller sat 1,2 millioner euro til side til eventuelle erstatningskrav.

Det er fagforbundet Manos Limpias (Rene Hænder, red.), der har sagsøgt prinsessen. De har krævet en fængselsstraf på otte år.

Men det har ingen gang på jord, mener forsvareren. Han mener i stedet, at fagforbundet bør straffes for at misbruge sin ret til at sagsøge.

Sagen har skabt en masse negativ opmærksomhed omkring det spanske kongehus.

Da kong Felipe i 2014 afløste sin far på tronen, lovede han i sin kroningstale, at det skulle være slut med skandaler i det spanske kongehus. Spanierne fik et løfte om, at de med ham som konge ville få en “retskaffen, ærlig og gennemsigtig” embedsførelse.

Kongen har derfor lagt afstand til sin søster, som er blevet frataget sine kongelige forpligtelser og bedt om at holde sig borte fra officielle familiearrangementer. Derudover er hun blevet frataget sin hertugindetitel.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS