Spanier vinder bjergrig Giro-etape

Vincenzo Nibali forsøgte at ryste de øvrige favoritter, men missionen lykkedes ikke for Astana-kaptajnen.

Mikel Nieve snuppede en stor sejr i Giroen på fredagens 13. etape. Arkivfoto. Foto: Lionel Bonaventure/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Spanieren Mikel Nieve vandt 13. etape af Giro d’Italia efter et langt soloridt, hvor ingen var i stand til at hente Sky-rytteren.

Det er sjældent, at Nieve vinder noget, men han vandt også en stor etape i Giroen i 2011. Fem år senere stod han dermed atter på sejrsskamlen.

Etapen bød også på en ny mand i den lyserøde førertrøje, da Bob Jungels (Etixx-Quick-Step) ikke kunne følge med på de mange hårde stigninger fra Palmanova til Cividale del Friuli.

Ny i fører-trøje

Andrey Amador (Movistar) overtog førertrøjen og er nu 26 sekunder foran Jungels på andenpladsen.

Vincenzo Nibali forsøgte at splitte favoritgruppen, som jagtede Nieve helt i front, men ingen af de store navne var i stand til at komme alene væk.

Nibali endte dog som treer og hentede lidt bonussekunder, som betyder, at han rykker to pladser op i den samlede stilling. Astana-kaptajnen er samlet nummer tre med 41 sekunder op til Amador.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS