Spaniens tronarving er nu teenager

Spaniens tronarving, prinsesse Leonor, der er datter af kong Felipe og dronning Letizia, fylder 13 år på årets sidste oktoberdag.

Prinsesse Leonor af Spanien bliver teenager på årets sidste oktoberdag. Foto: Jaime Reina/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Der kommer en teenager på matriklen i Palace of Zarzuela i Spaniens hovedstad, Madrid, fra onsdag den 31. oktober.

Der fylder landets tronarving, prinsesse Leonor, nemlig 13 år.

Prinsessen blev født på årets sidste oktoberdag i 2005 og blev døbt Leonor de Borbón y Ortiz.

Ved dåben blev hendes royale bedsteforældre, kong Juan Carlos I og dronning Sofía, også prinsessens gudforældre.

Tronfølger som otte-årig

Prinsesse Leonor blev som otteårig Spaniens tronfølger, da hendes farfar, kong Juan Carlos I, i sommeren 2014 abdicerede og overlod tronen til sin søn – den nuværende regent – kong Felipe.

Prinsessen bærer således også tronfølgertitlen prinsesse af Asturien og står til at blive den første regerende dronning af Spanien siden 1868.

I Spanien har drenge arveretten, men da det spanske regentpar, kong Felipe og dronning Letizia, ikke har fået nogen prinser, er det således prinsesse Leonor, der en dag bliver spansk regent.

Den royale fødselar er det spanske regentpars førstefødte. Den 50-årige konge og den 46-årige dronning er også forældre til prinsesse Sofía på 11 år.

Powered by Labrador CMS