Spanien spillet ud af banen: Italien i kvartfinalen

David de Gea var i topform for Spanien, men han kunne ikke forhindre exit efter italiensk magtdemonstration.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spaniens forsvarende europamestre kommer ikke til at vinde EM-titlen for tredje gang i træk. Mandag aften blev holdet i grove træk spillet ud af banen af Italien, som vandt ottendedelsfinalen 2-0 i Paris og dermed fik revanche for nederlaget i EM-finalen for fire år siden.

I kvartfinalen venter endnu en storkamp, når de tyske verdensmestre bliver Italiens modstander i Bordeaux lørdag aften.

Mål efter godt en halv time

Forsvarsspilleren Giorgio Chiellini scorede kampens første mål efter 33 minutters spil, da han tæt under mål fulgte op på et frispark. I overtiden cementerede Graziano Pellè sejren med en flugter.

Den italienske sejr kunne sagtens være blevet større, men David de Gea diskede op med flere pragtredninger i det spanske mål og holdt sit hold inde i kampen.

Særligt i første halvleg var det tydeligt, at italienerne var friskere efter at have kunnet spare flere profiler i mere end en uge, da holdet allerede havde sikret sig førstepladsen i sin gruppe efter to gruppekampe.

Det italienske energioverskud kunne spanierne ikke modstå.

Stormløb mod Spanien

Kampen blev indledt med et stormløb fra de azurblå, og efter otte minutter måtte De Gea første gang agere spansk redningsplanke, da han dykkede ned ved roden af den ene stolpe og viftede bolden væk efter et hovedstød fra Graziano Pellè.

Siden fulgte flere gode italienske muligheder, før Chiellini scorede Italiens første mål, da han blot skulle dirigere bolden fra Emanuele Giaccherini, der var først over returen på Eders frispark, i nettet.

Oplægger Giaccherini var tæt på at fordoble føringen minuttet inden pausen, men De Gea fløj op mod målhjørnet og afværgede forsøget.

Spanien bedre med i anden halvleg

Spanierne virkede bedre opsat efter pausen, men alligevel spillede Italien sig til halvlegens første store målchance efter ti minutter. Eder blev spillet alene igennem med David de Gea, som nok en gang stod i vejen for en scoring.

De velkendte spanske kombinationer havde svære vilkår mod en stærk italiensk defensiv. Det gik op for spanierne et kvarter før tid, som i stedet begyndte at teste Gianluigi Buffon med langskud.

Den italienske veteran var dog stadig ikke passeret, da han i første minut af overtiden kunne juble over Graziano Pellès 2-0-mål. Buffon kan lørdag mod Tyskland spille sin landskamp nummer 161.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS