Spædbarn forgiftet af vitamindråber
Et tre måneder gammelt spædbarn er forgiftet af D-vitamindråber fra firmaet Inno Pharma.
I går fortalte Newsbreak.dk om tilbagetrækning af D-vitamindråber fra firmaet Inno Pharma på grund af stærkt forhøjet indhold af vitaminet. Et så højt indhold, der kan føre til blandt andet nyresvigt.
Nu er første forgiftningstilfælde konstateret. Et blot tre måneder gammelt spædbarn har indtaget det, der ligner tre gange den dosis, der er farlig.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen.
Normalt indeholder en dråbe i de pågældende flasker 2 microgram per dråbe, men de tilbagetrukne flasker indeholder 150 microgram per dråbe, altså 75 gange så meget, som der står på flasken. Per dråbe.
– Så bliver det lidt betændt, oplyste vagtlægen hos Region Midtjylland i går til Newsbreak.dk.
Ifølge vagtlægen skal man helst ikke have over 100 microgram D-vitamin om dagen, og når hver dråbe indeholder 150 microgram, bliver det tal ikke svært at nå.
Når man op på 750 microgram i døgnet, bliver det ifølge netdoktor.dk direkte farligt.
Senior Advisor hos Inno Pharma, Johs. Gjelstrup, siger til Newsbreak.dk.
– Vi er selvfølgelig rigtig ked af det, der er sket. Nu håber vi bare, at tilstanden hos barnet bliver normaliseret, efter at være stoppet dråberne.
500 flasker
Fødevarestyrelsen advarer om, at en forgiftning kan medføre blandt andet forhøjet udskillelse af calcium og nyresvigt og anbefaler, at man søger læge, hvis man oplever forgiftningssymptomer.
Senior Advisor hos Inno Pharma Johs. Gjelstrup, kunne i går ikke svare på, hvordan fejlen er sket.
– Vi ved ikke, hvordan det er sket. Vi sidder og forsøger at få styr på det. Vi blev gjort opmærksomme på en fejl i produktet, det skal vi have rettet, sagde han til Newsbreak.dk.
– Der var først fundet en enkelt flaske, men efter at have undersøgt flere, så drejer det sig om i alt 500 flasker, oplyser Jesper Jørgsholm, presseansvarlig i Fødevarestyrelsen, til Newsbreak.dk.
Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få mere at vide om spædbarnets tilstand hos Styrelsen For Patientsikkerhed, men forgæves.
Forskellige symptomer
Symptomerne ved forgiftning kan være, at barnet er pylret med tiltagende gylpetendens, utilpashed eller gråd, sløvhed, for ringe vægtøgning, opkastning og forstoppelse.
Såfremt barnet har et eller flere af disse symptomer, skal man kontakte læge eller vagtlægen. Det oplyser Sundhedsstyrelsen til Ritzau.
Hvis barnet har fået dråber fra denne flaske, men ikke har nogen symptomer, skal man ikke foretage sig yderligere. Man skal blot holde op med at give barnet flere af dråberne og smide flasken ud.
Risiko ved overdosering af D-vitamin er forhøjet kalkindhold i blodet, hvilket kan medføre symptomer fra maven (kvalme, opkastning, mavesmerter, forstoppelse eller diarré) eller mere almene symptomer som irritabilitet, sløvhed, hovedpine og svimmelhed og i særlige tilfælde ved kronisk forgiftning kramper og nyresvigt, oplyser Fødevarestyrelsen.
Hvis du har brugt produktet, bør du følge anvisningerne på sundhedsmyndighedernes hjemmesider. Klik på følgende links:
– Sundhedsstyrelsens hjemmeside
– Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside
– Lægemiddelstyrelsens hjemmeside
– Giftlinjens hjemmeside
Se listen over salgssteder her.
Inno Pharma D3-dråber er solgt i 10 milliliter glasflasker, og da der er ikke anført batch-nummer på produktet, gælder tilbagekaldelsen alle flasker af det pågældende produkt. Dråberne er distribueret via Helsam.
Lever varen tilbage hvor den er købt eller kasser den.