Sov når du bliver gammel og andre myter om søvn
Der findes mange myter om søvn. De fleste af dem trænger til at blive aflivet, hvis det står til eksperten.
Der findes mange myter om, hvor meget søvn, der er nødvendigt for, at vi kan fungere eller at man sagtens kan tage en powernap og føle sig udhvilet.
Men flere af myterne er ikke helt gældende.
Du kan – som du sikkert nok er klar over – ikke vente med at sove, til du bliver gammel.
Det skriver Videnskab.dk.
Forringer hjernen
Selv om det lyder smart, når ordsproget du kan sove, når du bliver gammel, bliver brugt, er det ikke et råd, man skal benytte sig af.
For bare én nat uden søvn forringer hjernens funktion. Det har direkte konsekvenser for din hjerne, at du ikke sover.
Desuden bliver det også sværere at sove med alderen, derfor skal man under ingen omstændigheder udskyde søvnen til alderdommen.
Sov syv til ni timer
Der er helt sikkert dage, hvor vækkeuret ringer for tidligt. Den eneste måde at gøre noget ved det på, er enten ved at slukke det eller gå tidligere i seng.
Ifølge lektor ved Neuronal Signalling på Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet Birgitte Rahbek Kornum er det bedst at have sovet i minimum syv timer.
Flere forsøg har vist, at i takt med at sove færre timer bliver din reaktionshastighed og koncentrationsevne forringet.
Forsøget danner også grundlag for at konkludere, at ingen kan klare sig med fem timers søvn eller mindre over en længere periode. Mens det også er de færreste, der er veludhvilet med seks timers søvn.
Skal hjernen være i bedst mulig form, gælder reglen om at sove mellem syv og ni timer hver nat.
Svært at tænke klart
Med mindre en syv timers søvn i kroppen er der mange, der kan få hverdagens gøremål til at gå op.
Men bliver man udsat for sværere og mere kompliceret ting end de rutineprægede opgaver på en vanlig hverdag, så har hjernen haft brug for syv timer eller derover, for at løse det. I sådanne situationer gør de få timers søvn nemlig, at du har svært ved at tænke klart og finde frem til gode løsninger.
Desuden findes der talrige beviser på, at man uden nok søvn bliver i dårligere humør og får svært ved at styre sine følelser.
Powernap kan gøre dig friskere
Myten om at en hurtig lur også kaldet powernap kan gøre underværker er til dels korrekt.
Det er rigtigt, at en powernap kan fjerne trætheden, men den kan kun fjerne den samme mængde træthed, som powernappen varer. Den tæller, derfor kun en lille andel i det fulde søvnregnskab.
Som udgangspunkt kan de fleste klare op til 16 vågne timer i døgnet, men herefter tager trætheden over. Skal du bekæmpe den, skal du sove.
Mønster gentages
Men er du ude i at pleje din træthed hurtigt, kan du gøre brug af en powernap eller en regulær lur.
Det vigtigste er dog, hvor lang tid luren skal vare. For søvn har et bestemt mønster, som gentager sig hver halvanden time.
Bedst er det at vågne, når man har ramt let søvn eller drømmesøvn. Er man i dyb søvn, kan det være svært at vågne.
Derfor kan det anbefales at tage en powernap på 10 minutter eller en lur på cirka halvanden time. Det skulle passe ind i søvncyklussen.
Søvn må gerne afbrydes
Fortvivl ikke, hvis dit liv er fuld af lurer frem for en sammenhængende nattesøvn. Det er faktisk de færreste, der ikke vågner i løbet af deres søvn.
Derfor er myten om, at god søvn er uafbrudt søvn løgn.
Dét, der er vigtigst er ikke, om du bliver forstyrret i din søvn og må vågne, men den mængde af søvn, du får på et døgn.
Det gør ingen forskel, hvordan du fordeler din søvn, så længe du får mellem syv og ni timers søvn i døgnet. Ligesom det også er ligegyldigt, hvornår på dagen, du sover.