Southampton stoppede Eriksen-stime

Med det uafgjorte resultat rykker Tottenham op på femtepladsen med et point og en kamp mere end Liverpool. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Christian Eriksen har scoret tre mål i de seneste to opgør mod Southampton. Men desværre for ham stoppede stimen lørdag, da et velspillende Southampton-hold satte danskeren ud af spillet det meste af kampen, som endte 2-2.

Det var en vigtig kamp, hvor Tottenham ellers godt kunne have brugt Eriksens kvaliteter noget mere. For både Tottenham og Southampton kæmper for at overhale Liverpool på Premier Leagues femteplads, som giver adgang til Europa League.

Heldigvis for Tottenham tog andre offensive kort over. Erik Lamela scorede sit blot andet mål i Premier League. Dermed har han scoret et med fødderne og et med hænderne, for den langsomme gengivelse viste, at han tog underarmen i brug ved målet til 1-1.

I modsatte ende brillierede Southamptons Graziano Pellé, som scorede begge hjemmeholdets mål. De to scoringer bringer ham op på 11 Premier League-scoringer i sæsonen.

På femtepladsen

Med det uafgjorte resultat rykker Tottenham op på femtepladsen med et point og en kamp mere end Liverpool. Også Southampton rykker forbi Liverpool på grund af en bedre målscore.

Første halvleg blev på boldbesiddelsen domineret af Eriksen og Tottenham, men de største chancer kom til Southampton. For eksempel havde ventrebacken Ryan Bertrand et fantastisk skud mod mål, som dog blev blokeret af Hugo Lloris nede ved den ene stolpe.

Efter 29 minutter kom hjemmeholdet foran på en kæmpe brøler i Tottenham-forsvaret. Først lagde Ryan Mason en håbløs tilbageaflevering ind i feltet til Ben Davies, som blev overrumplet af Southamptons Pelle, der fik sat tåen på bolden og snød Lloris i målet.

I første halvlegs sidste minutter vågnede Tottenham-offensiven op. Et tålmodigt opspil med Eriksen i dirigentrollen sendte til sidst bolden ud til Harry Kane på højrekanten, som slog et skarpt indlæg ind mod Erik Lamela, som sendte bolden i mål til 1-1. Den langsomme gengivelse viste imidlertid, at Lamela så ud til at tage underarmen i brug. Men hverken dommer eller linjedommer markerede for nogen forseelse.

Begyndte i højt tempo

Anden halvleg startede i et højt tempo, hvor hjemmeholdet forsøgte sig med et hurtigt og direkte spil. Efter 53 minutter frembragte det en kæmpe mulighed til Steven Davis, der havde frit skud fra straffesparkspletten, men skød langt over.

I stedet var det Graziano Pellé, der igen dukkede op i feltet. Denne gang scorede han på et flot hovedstød efter et indlæg fra Shane Long.

Tottenham formåede at svare igen endnu en gang, da Nacer Chadli brød igennem i feltet og skød den fladt forbi målmanden til 2-2.

Med syv minutter tillægstid havde Christian Eriksen god tid til at vende tilbage til ‘Eriksen time’, som er en hentydning til en periode, hvor danskeren ofte afgjorde kampe med et sent mål. I starten af tillægstiden fik han en god mulighed, da Tottenham fik tilkendt et frispark. Danskeren valgte dog ikke at skyde på mål, men i stedet lægge den ind over uden at det førte til noget.

Powered by Labrador CMS