Søster til blodprop-offer: Tag den!

En 59-årig brite døde efter at have fået AstraZeneca-vaccinen. Han var usædvanligt uheldig, siger familien

Offentliggjort Sidst opdateret

I galleriet øverst kan du se de kendte bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen.

En britisk kvinde, hvis 59-årige bror døde af en blodprop umiddelbart efter at have fået AstraZeneca-vaccinen, opfordrer alle til fortsat at tage vaccinen.

Det sker i et interview med den britiske avis The Daily Telegraph.

– Følelsesmæssigt er vi rasende, og vi lider. Men der er i virkeligheden ikke noget at være rasende over. Min bror var bare usandsynligt uheldig, siger kvinden, Alison Atles, efter sin bror Neil Atles’ død.

Flere tilfælde af en sjælden type blodpropper umiddelbart efter at have fået AstraZeneca-vaccinen har ført til bekymringer om vaccinen.

I Storbritannien har landets lægemiddeltilsyn registreret 79 tilfælde af den særlige kombination af blodpropper og et lavt antal blodplader.

Der er dog også blevet uddelt omkring 20 millioner stik med vaccinen.

– Hvis vi alle bliver vaccineret, så er der måske nogle få af os, der får en blodprop. Men der er bevis for, at færre folk vil dø.

– Vi stoler på processen og på tilsynet, og på trods af hvad der er sket i vores familie, så vil vi ikke have at folk bliver skræmt. Det er den besked, vi gerne vil ud med, siger Alison Atles, der selv arbejder i sundhedssektoren.

Opfordrer til anden dosis

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) meddelte onsdag, at det ser en mulig sammenhæng mellem vaccinen og de sjældne sygdomsforløb.

Umiddelbart efter sagde den britiske vaccinationskomité JCVI, at den så vidt muligt vil undgå at anvende AstraZeneca-vaccinen til personer under 30 år.

– Vi tilråder ikke, at der stoppes for vaccinationer af nogen personer eller nogen aldersgruppe. Vi tilråder at give forrang for den ene vaccine frem for en anden for en særlig aldersgruppe.

– Det er for at udvise den størst mulige forsigtighed, snarere end fordi vi er alvorligt bekymrede over vaccinens sikkerhed, sagde Wei Shen Lim, der leder den britiske komité, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han sagde videre, at folk bør få den anden og sidste dosis af AstraZenecas vaccine, hvis de allerede har fået den første dosis.

I Danmark og Norge er brug af vaccinen suspenderet for alle aldersgrupper.

16.900 danskere har oplevet bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

I galleriet øverst kan du se de kendte bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen.

Powered by Labrador CMS