Sort mand får hvid diller: Nu skal den tatoveres
Det er verdens tredje succesfulde penistransplantation - der er bare et lille problem.
Kirurgerne har afsløret, at manden der fik verdens blot tredje succesfulde penistransplantation er sort – men hans nye penis er hvid.
Det betyder, at den 40-årige patient skal have tatoveret hele sin penis sort, så den har samme farve som resten af ham. Tatoveringen kommer til at ske i slutningen af indeværende år, siger de sydafrikanske kirurger. Det tog næsten ti timer at foretage den operation, der gav manden et nyt vedhæng. Det skriver Daily Mail.
17 år uden en diller
Heldigvis har farven ikke noget med funktionaliteten at gøre, og patienten vil kunne have sex, inden den lange tatoverings-proces.
Manden mistede sin penis på grund af problemer med en traditionel omskæring i hans stamme. 21. april i år fik han efter 17 år en penis igen. I løbet af det næste halve år vil han kunne have sex og kunne tisse selv. Det var professor André van der Merwe, der ledte den lange operation.
– Patienten er sort, og donoren var hvid. Vi havde meget få donorer til den her transplantation, men det er også det eneste problem, fortæller Merwe og fortsætter:
– Manden har været i forhold før, men ligeså snart, sex kom på banen, stak han af. Det vil ikke længere være et problem. Han har lidt af depressioner og har endda været selvmordstruet.
Professoren tilføjer, at manden har det meget bedre nu.
– Han er helt sikkert en af de gladeste patienter, vi har set i vores afdeling. Han har det usædvanlig godt. Der er ingen tegn på, at kroppen afviser organet, og det virker til at hele godt.
Tatovør skal være meget forsigtig
Rosemarie Andlauer er en medicinsk tatovør fra Massachusetts. Hun siger, det ikke er unormalt at gøre en lys hudfarve mørkere med tatovering. Hun understreger derimod, at der skal bruges meget tid på det, hvis man vil farve penissen.
– Selv hvis kunden havde det okay med at få det gjort på én gang, så ville jeg ikke have det godt med at penissen skulle hele over alt på samme tid. Specielt når man tænker på, hvor sensitivt et område det er, siger hun og fortsætter:
– Jeg ville ikke tatovere hele vejen rundt. Jeg ville nok tage en tredjedel af gangen, og lade det hele imellem hver gang. Det ville tage længere tid, men det er vigtigere, at det heler rigtigt.
Havde sex efter få uger
Det var også dr. Merwe og hans hold, der stod bag den første succesfulde penis transplantation i december 2014. Den anden blev udført i Boston i maj 2016.
Merwe har brugt årevis på at eksperimentere med lig for at se, hvilke nerver, blodårer og andre elementer, der skulle forbindes, for at penissen kunne fungere fuldt ud efter transplantationen. Efter intensiv forskning valgte lægerne at bruge teknikker, der blev brugt ved den første ansigttransplantation.
– Der er mange mænd, der har brug for den her operation, men problemet er, at der mangler donorer og penge, fortalte Merwe til Daily Mail efter den første operation.
Den første patient kom sig helt, og efter en opfølgende operation kunne han tisse selv. Kirurgerne var overrasket over, hvor hurtigt han kom sig. Det var meningen, at han skulle være kommet sig helt efter to år, men i 2015 kom det frem, at han havde haft regelmæssig sex med sin kæreste efter få uger. Han havde også allerede gjort hende gravid.
Flere hundrede mænd får skåret dilleren af
Begge patienter, Merwe har hjulpet, har mistet deres penis på grund af omskæring. Det skønnes, at helt op til 250 mænd mister deres penis hvert år i hemmelige og brutale ceremonier af Xhosa-stammen i Sydafrika. Ideen med transplantationen er, at almindelige hospitaler i Sydafrika kan udføre den og derved hjælpe alle de mange mænd.
Merwe siger, at succesen ved transplantationen betyder, at den på et tidspunkt kan blive brugt på mænd, der har mistet deres penis til kræft eller som en sidste løsning for at behandle alvorlig problemer med erektion.