Sort arbejde: Minister vil se effekten af Skats kontrol

Skatteminister Benny Engelbrecht. Foto: Christian Liliendahl/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Skatteministeren har bedt Skat om at registrere, hvor mange kontroller på privat grund der fører til bøder.

Siden midten af 2012 har Skat haft tilladelse til at gå ind i danske borgeres haver uden dommerkendelse. Formålet har været at kontrollere, hvorvidt der bliver udført sort arbejde rundt omkring i landets private hjem.

Tilladelsen har resulteret i 747 kontroller frem til slutningen af 2014, hvilket ifølge skatteminister Benny Engelbrecht (S) i alt har kastet 869 forskellige sager af sig.

Det står dog ikke klart, hvad de mange sager helt konkret har medført af konsekvenser, og derfor skal Skat i fremtiden gøre rede for, hvor mange bøder der bliver uddelt som resultat af de mange kontroller og efterfølgende sager.

Det oplyser skatteminister Benny Engelbrecht til Ritzau.

– Jeg har bedt Skat om i fremtiden at opgøre, hvad kontrollerne på privat grund fører til. Det sker for at finde ud af, hvilken effekt kontrollerne har, siger han.

Budskabet kommer umiddelbart inden tirsdagens møde i folketingssalen, hvor oppositionen vil præsentere et forslag, der skal fjerne “Skats ret til at have adgang til private haver uden en dommerkendelse”.

Men skatteministeren er godt tilfreds med Skats nuværende rettigheder.

– Jeg synes, at det giver god mening, at Skat kan foretage en ordentlig og organiseret kontrol, siger Benny Engelbrecht.

Ifølge ministeren er der heller ikke noget, der tyder på, at danskerne er utilfredse med, at Skat kan foretage kontrol i private haver, hvor der er tegn på, at der bliver udført omfattende bygningsarbejde.

– Hvis det forholdt sig sådan, at der er mange, der synes, at det er et problem, så ville der jo også være en del klager over det, siger Benny Engelbrecht til Ritzau.

Det har dog ikke været tilfældet, oplyser ministeren, der siger, at der kun i et enkelt ud af de 747 tilfælde er blevet indsendt en klage.

– Derfor tyder det ikke på mig som om, at de, der bliver udsat for kontrol, synes, at det er et stort problem, lyder det fra skatteministeren.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS