Sørger over sangers død
Faithless er blandt andet kendt for sangen 'Insomnia'. Nu er frontfigur Maxi Jazz død
Maxi Jazz, som var frontfigur for den engelske elektronika-musikgruppe Faithless, er død i en alder af 65 år.
Det oplyser de andre medlemmer af gruppen, Rollo og Sister Bliss, i et opslag på Facebook juleaftensdag.
- Han var en mand, der ændrede vores liv på så mange måder. Han gav vores musik en betydning og et budskab, skriver medlemmer på gruppens side.
- Han var også et elskværdigt menneske, som havde tid til alle og en visdom, som var både dyb og tilgængelig, lyder det.
Bandet skriver på Twitter, at han sov stille ind. Der oplyses ikke nogen dødsårsag.
- Så ville jeg bo på en rumstation
Maxi Jazz blev født i bydelen Brixton i London med det borgerlige navn Maxwell Fraser i 1957.
Han var med til at danne gruppen Faithless i 1995, som senere blev til en af de mest populære grupper i dance-genren i Storbritannien og rundt omkring i verden.
I sangen 'Insomnia' fra 1995 rapper Jazz om at have svært ved at sove. Sangen indeholder blandt andet linjen "I can't get no sleep", som gentages mange gange.
- Hvis jeg havde fået et pund, hver eneste gang nogen kom hen til mig og sagde, "I can't get no sleep", så ville jeg bo på en rumstation, har Jazz udtalt i et interview.
Lå højt på hitlisterne
Sangen lå højt på hitlisterne i mange europæiske lande, heriblandt i Danmark. Bandet har optrådt flere gange her i landet, blandt andet på Roskilde Festival.
Om Maxi Jazz skriver Faithless i sin meddelelse:
- Han var en strålende sangskriver, en dj, en buddhist, havde en fantastisk tilstedeværelse på scenen, en bilelsker, endeløst snakkehoved, smuk person, moralsk kompas og geni, skriver bandet.