Søren Pind vil sætte ind mod narko i fængslerne
Justitsminister Søren Pind (V) vil bekæmpe det misbrug af stoffer, der i dag finder sted inden for fængselsmurene, skriver Jyllands-Posten.
Narko i fængslerne skal minimeres både af hensyn til samfundet, til retsfølelsen og til fangerne selv. Respekten for det at sidde i fængsel skal genoprettes, lyder det.
»Når man putter folk i fængsel, skal de ikke kunne fortsætte nogen form for kriminel livsstil. De regler, der gælder, skal respekteres. Dertil kommer, at hvis der skal være genopdragelse i at sidde i fængsel, skal man kunne nå ind til de mennesker. Hvis fangerne hele tiden er »døde« og går rundt i en rus og i virkeligheden ikke bliver konfronteret med det sted, de er, så fungerer det ikke,« siger Søren Pind til Jyllands-Posten.
Kriminalforsorgen vurderer i dag, at over halvdelen af de indsatte i landets fængsler og arresthuse har problemer med narkotikamisbrug.
Søren Pind vil nu have undersøgt, om løsningen er flere razziaer, mere kontrol af menneskelige hulrum eller udskudte prøveløsladelser ved stofmisbrug.
De ansatte i fængslerne er med på at øge indsatsen. Formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, mener, der skal bedre adgangskontrol til. Fængslerne skal have højere hegn og flere mobilscannere. Derudover foreslår han at lave flere aktioner, hvor de indsatte bliver overrasket af personale og hunde tidligt om morgenen.
»Hver gang vi gør det, finder vi stoffer og telefoner. Men det koster nogle penge, så han skal være klar til at betale. Vi kan nok aldrig fjerne stofferne helt, men vi er med på at øge indsatsen,« siger Kim Østerbye.