Søren Pind om terroriserende drengebande: – Det er uacceptabelt
En drengebande terroriserer en række butikker i Brønshøj, og det har fået en butiksejer til at rette henvendelse til justitsminister Søren Pind, der endnu ikke har kommenteret på sagen - ud over et Facebook-opslag. Ikke tilfredsstillende, mener Dansk Folkeparti.
En drengebande vælter ind i en Netto-forretning og stjæler med arme og ben, siger pænt farvel og går igen. Senest med varer for op mod 6.000 kroner, men det er nærmest hverdag for butiksejerne i et område af Brønshøj, hvor lømlerne i flere uger nu har terroriseret området. Den helt store udfordring for de erhvervsdrivende er, at politiet ikke rykker ud til anmeldelserne – videoovervågning til trods. “Send en mail”, lyder det.
Souschefen i den pågældende Netto hedder Jakob. Hans efternavn hemmeligholdes af sikkerhedshensyn. Han har ifølge dagens helt store historie hos radiostationen Radio24Syv sendt et brev til Justitsminister Søren Pind (V), der ikke har ønsket at kommentere sagen over for radiostationen. Nu tager han dog – omend et lille et – bladet fra munden i en Facebook-opdatering.
– Det her er fuldstændigt uacceptabelt, skriver han blandt andet. Dertil fremgår det af en artikel hos TV2, at Københavns Politi nu er på sagen, og det glæder Pind, der har en klar forventning til, at politiet får bugt med de terroriserende knejter, der ødelægger stemningen i Brønshøjs erhvervsliv.
Politiet: “Send en mail”
Netto-souschefen stillede fredag morgen op til interview i Radio24Syvs morgenflade, hvor han kunne fortælle en uhyggelig historie om, hvordan politiet ikke giver udtryk for at interessere sig for problemerne i Brønshøj. Det står ellers så grelt til, at et lokalt vaskeri har måtte lukke, da ejeren ikke har midler til at genetablere forretningen, efter drengene har totalsmadret den.
I afmagt har Jakob fra Netto reageret ved at sende et brev til den ansvarlige minister, justitsminister Søren Pind (V). I brevet står der:
“Jeg skriver til dig i afmagt, da jeg cirka en gang om ugen er udsat for grove butikstyverier fra unge mennesker. Når dette bliver anmeldt, og det gør det hver gang, lader det desværre ikke til, at politiet har ressourcer til at gøre noget ved sagen. Dette til trods for at jeg hver gang oplyser, at jeg har videoovervågning på de pågældende mennesker. Vi står i øjeblikket i en situation af totalt afmagt.”
Jakob har tidligere kontaktet politiet, der ved en af henvendelserne sågar svarede ham, at han skulle “sende en mail”.
DF: – Politiet SKAL rykke ud
Søren Pind – og Københavns Politi – har ikke ønsket at kommentere sagen over for radiostationen, og især førstnævntes fravær i debatten vækker harme hos Dansk Folkeparti.
Efter ministerens Facebook-opdatering er der ikke megen imponerethed at spore ved DF’s retsordfører Peter Kofod. Til Newsbreak.dk siger han:
– Vi stiller en række spørgsmål i retsudvalget. Det her er ikke svar nok. Politiet SKAL rykke ud, når borgerne beder om hjælp. Vi vil have svar på, om det skyldes mangel på ressourcer, og på hvor vidt der er tale om en generel problemstilling – om det foregår andre steder, uden politiet rykker ud – for der skal være tryghed blandt borgerne, mener Peter Kofod.