Søren Pind forlader sine 42.320 Facebook-følgere

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind dropper Facebook. Han kan ikke acceptere systemet, skriver han.

Søren Pind forlader det sociale medie Facebook, hvor han ellers har over 40.000 følgere. Foto: Liselotte Sabroe / Arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Søren Pind (V) er en af de politikere i Danmark med flest følgere på det sociale medie Facebook. Men nu skal det være slut, fortæller han sine 42.320 følgere på Facebook via et opslag på mediet lørdag.

– Jeg har besluttet mig for ikke længere at have en Facebook side. Jeg vil ift. venner og gode bekendte opretholde en privat profil, men det er så også, hvad det bliver til.

– Jeg kan ikke acceptere, at opsætninger og algoritmer på denne måde tilskriver mig og søger at skabe en yderligere afhængighed af systemer, jeg ikke ønsker, og som i forvejen fylder for meget, skriver Søren Pind, der er uddannelses- og forskningsminister.

Baggrunden er, ud over afhængigheden, at Søren Pind mener, at tiden, det kræver at være på Facebook, ikke lever op til den “fornøjelse”, han får ud af det.

Læser færre bøger

Derudover vurderer Søren Pind, at Facebook influerer på hans adfærd.

– Jeg læser færre bøger. Jeg skriver færre egentligt sammenhængende blogs og indlæg.

– Og det denne tid har brug for er sammenhængende ting og langsomhed, ikke fragmentering og hast. Men tak for mange års debat her. Det meste har været en fornøjelse, skriver Søren Pind.

Søren Pind oplyser via sin særlige rådgiver, at han ikke har yderligere at tilføje i forbindelse med sin exit fra Facebook end det, han har skrevet i opslaget.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS