Søren Gade undsiger Papes forsvarsudspil
Ja, det kan meget vel være nødvendigt, at forsvaret skal tilføres flere penge, vurderer Søren Gade (V), Venstres tidligere forsvarsminister og nuværende folketingskandidat.
Men nej, det bør ikke ske inden for 100 dage af en borgerlig valgsejr, sådan som Søren Pape Poulsen (K), formand for Det Konservative Folkeparti, forslår i mandagens Berlingske.
»I Venstre er vi åbne over for at give flere penge til forsvaret,« siger Søren Gade til Politiko.dk.
På den ene side fastslår Gade, at Venstre står ved forsvarsforliget 2013-2017, der blandt andet indebærer besparelser for forsvaret for 2.7 milliarder kroner. På den anden side betoner han behovet for en ny forsvarskommissionen, hvor militæret, forskere og andre kan udlægge trusselsbilledet og pege på områder, hvor forsvaret skal styrkes.
»Det er hverken noget, man kan gøre på en, to eller tre måneder. Det tager mellem et halvt og et helt år, hvis det skal gøres ordentligt,« siger Søren Gade.
Søren Pape Poulsen begrunder den ekstra milliard kroner til forsvaret med, at vi er nødt til at kigge mod øst og Ruslands præsident Putin.
Har Pape ret i, at vi set i det lys er nødt til at styrke vores forsvar?
»Pape har ret i, at trusselsbilledet i dag er anderledes end, da vi lavet det sidste forsvarsforlig. Vi har alt andet lige situationen i Ukraine og Rusland. Vi ser også, at nogle af de nye lande i Nato er om ikke skrækslagne, så noget bekymrede over udviklingen i Rusland,« siger Søren Gade.
Den tidligere forsvarsminister påpeger blandt andet, at de baltiske lande ikke har kampfly, og at danske fly har hjulpet vores baltiske allierede med at patruljere deres luftrum.
»Den slags koster penge, og hvis det skal intensiveres, så skal der flere penge til. Skal vi igen også sende observatører og hjælpe med træning af soldater? Skal søværnet se anderledes ud? Skal vi bidrage til NATOs responsstyrke? Det skal forsvarskommissionen afgøre,« lyder det fra Gade:
»Og det kan meget vel ende med, at det viser sig der er behov for ekstra bevillinger. Men især i en tid hvor det ikke flyder med penge i vores land, er det vigtigt at prioritere på et oplyst grundlag.«
Ligesom de Konservatives Søren Pape Poulsen er Venstres Søren Gade skeptisk over for, at Danmark kun bruger 1,2 procent af landets BNP på militæret, når NATOs mål er to procent.
»Vi er nødt til at betale vores del af regningen. For ellers skal andre NATO-lande betale mere, og de er ikke nødvendigvis rigere end os,« siger Søren Gade og fortsætter:
»Jeg vil være meget tilfreds, hvis vi kan få nedsat en forsvarskommission, så vi på et solidt grundlag kan forholde os til trusselsbilledet og om der er behov for flere penge til forsvaret. Og så det ikke bare handler om følelser og politiske holdninger for og imod forsvaret.«