Sønderskudt målvogter: -Vi måtte se hinanden i øjnene
Rikke Poulsen og Sandra Toft blev svigtet af forsvaret og havde blot tre redninger i de første 30 minutter.
Specielt det danske forsvarsspil er kommet under lup efter håndboldkvindernes skuffende OL-kvalifikationskamp mod Rumænien, der blev tabt 25-32 fredag aften.
19 mål scorede rumænerne alene i første halvleg, og den næsten fraværende defensiv kunne også aflæses på målvogternes statistik: Sølle tre redninger fordelte Rikke Poulsen og Sandra Toft imellem sig i de første 30 minutter.
Det er helt usædvanligt sløje tal, som i Rikke Poulsens øjne i nogen grad skyldtes, at rumænerne kom til helt åbne muligheder.
– Man må se på, hvordan målene faldt. Jeg tror kun, Cristina Neagu scorede på ét langskud i første halvleg. Resten var kontrafase eller bolden ind til stregen.
– Det ville selvfølgelig være fantastisk at have redninger der, men det lykkedes ikke, og det er frustrerende ikke at have fat, siger Rikke Poulsen.
Bedre efter pausen
Det blev lidt bedre efter pausen, som de to danske keepere havde brugt til at indgyde hinanden nyt mod efter den dårlige oplevelse i første halvleg.
– Vi talte om, hvordan vi rent teknisk skulle forholde os til de rumænske spillere, og så måtte vi lige se hinanden i øjnene og aftale, at vi skulle hæve niveauet og lave nogle af de ekstraordinære redninger, der var brug for.
– Det gik da også bedre i anden halvleg, men marginalerne var ikke med holdet, og vi kom aldrig helt op, siger Rikke Poulsen.
Nu er det knald-eller-fald mod Montenegro lørdag aften. Et nyt nederlag vil slukke drømmen om OL for det danske mandskab.
/ritzau/