Sønderjyske vinder tredje DM-guld i træk
Thomas Spelling var den store spiller med et vaskeægte hattrick, da Sønderjyske vandt sit niende danske mesterskab i ishockey. Sønderjyske er dermed danske mestre for tredje år i træk.
I den femte kamp i finalen mod Esbjerg Energy vandt Sønderjyske for øjnene af 5.000 tilskuere i SE Arena i Vojens med prins Joachim i spidsen i de lyseblå sønderjyske farver med 6-1 og finaleserien med 4-1 i kampe.
Thomas Spelling åbnede scoringen i fem-mod-fire og gjorde det med 13 sekunder tilbage af første periode til 2-0 i fem-mod-tre.
Også hans tredje mål et kvarter inde i anden periode blev scoret i powerplay. Og det var samtidig den 22-årige superfarlige venstre wings ottende mål og 12. point i de fem finalekampe.
Sønderjyskes sidste tre mål blev scoret af Jarmo Jokila (to) og kaptajnen Kim Lykkeskov.
De danske mestre scorede ikke færre end fem af de seks mål i powerplay og straffede vestjydernes udvisninger.
Med ét minut og 50 sekunder tilbage blev to af vestjydernes nordamerikanske spillere smidt ud. Mark Derlago i fem plus game misconduct for en slashing på Steffen Frank og den tidsindstillede bombe Scott Howes for vilde protester mod dommerne. Det kostede matchstraf.
Et fortjent mesterskab til Sønderjyske, som spillede med stor fokus og holdt disciplinen i den oppiskede atmosfære.
Ishockeyjournalisterne kårede traditionen tro årets hold, som ikke overraskende blev domineret af finalisterne Sønderjyske og Esbjerg Energy.
De seks spillere blev:
Målmand: Joni Myllykoski, Sønderjyske.
Backs: Daniel Nielsen, Herning Blue Fox, og Wade Bergman, Esbjerg Energy.
Forwards: Cory Quirk, Sønderjyske, Andrew Clark, Esbjerg Energy, og Mark Derlago, Esbjerg Energy.
Daniel Nielsen blev således den eneste danske spiller i det stærke selskab.
Månedens spiller, som blev hædret med Tissot-uret, blev Sønderjyskes målkonge Thomas Spelling, der også var med i opløbet om en plads på årets hold.
Metal Ligaen, 5. finalekamp
Sønderjyske-Esbjerg Energy 6-1 (2-0, 1-0, 3-1)
Sønderjyske dansk mester med 4-1 i kampe