Sønderjylland får et nyt vandløb
Sønderjyderne får 1,5 kilometer nyt vandløb onsdag
Sønnderjylland får et nyt lystfiskerparadis. Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet. Onsdag indvier miljøminister Kirsten Brosbøl 1.500 meter nyt vandløb rundt om Gram Slot. Dermed har fiskene i Ribe Å-systemet fri adgang til Nørreå og Jelså.
– Med en kæmpe indsats bliver Ribe Å det første større vandløb i Vest- og Sønderjylland, der er helt fri for alvorlige spærringer for fiskene, der gerne vil op og gyde. Åen gives tilbage til naturen, og vandet kan strømme frit. Åens fiskebestande er allerede i fremgang på grund af spærringer, der tidligere er fjernet. Snæblen er tilbage, hvor vi ikke tidligere har set den, og jeg forventer, at udsætningerne af kunstigt opdrættede laks i Ribe Å inden for kort tid helt kan ophøre, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Det nye vandløb kommer til at føre åen rundt om opstemningerne ved slotssøerne i Gram, der i dag er den sidste spærring tilbage i åløbet, efter Miljøministeriet har fjernet spærringer ved Ribe Stampemølle og Fole Dambrug.
Miljøministeren vil sammen med lokale skolebørn og gæster fra en række interesseorganisationer se vandet begynde at strømme klokken 11.30.
Prisen på projektet i Gram Å løber op i ca. 19 mio. kroner, hvoraf Haderslev Kommune har betalt fire mio. kroner til oprensning af søen. Samlet set har indsatsen i hele Ribe Å-systemet kostet ca. 35 mio. kroner.