Sønderjyde: Cristiano Ronaldo vil tæske mig

Foto: GERARD JULIEN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En sønderjyde ringede til politiet og fortalte, at Cristiano Ronaldo stod uden for og ville tæske ham.

Det er ikke hver dag, at politiet får sådan et opkald som de fik onsdag aften. En mand fra Rødekro i Sønderjylland ringede nemlig til politiet og fortalte, at Cristiano Ronaldo stod ude foran hans dør og han ville give sønderjyden tæsk. Det skriver jv.dk.

Syd- & Sønderjyllands Politi troede ikke rigtig på, at den portugisiske fodboldstjerne Ronaldo var i Rødekro – og så dagen før den vigtige EM-kvalifikationskamp i Portugal mod Danmark. Politiet valgte alligevel at sende en patrulje til stedet.

Ingen Cristiano Ronaldo på bopælen

Der var ingen Cristiano Ronaldo, da patruljen nåede frem. Til gengæld kunne beboeren fortælle, at Cristiano Ronaldo også tidligere har været på adressen, hvor de to havde haft nogle kontroverser med hinanden. Sønderjyden oplyste desuden, at Ronaldo boede i Lolland-Falster-området og at han havde flere efternavne end blot Ronaldo.

Mandens fulde navn blev derfor tjekket af betjentene og der dukkede en person fra Lolland-Falster-området op med navnet Cristiano Ronaldo.

– Vi overvejede da, om ikke vi skulle tage en flyvetur til Portugal, anholde fodboldspilleren Cristiano Ronaldo og tage ham med til afhøring her i Aabenraa, så han ikke kan spille aftenens kamp mod Danmark, fortæller politikommissær Anders Hansen fra Aabenraa Lokalpoliti til jv.dk.

Powered by Labrador CMS