Som i en gyserfilm: Mand kidnapper utro hustru og jagter elskeren med økse
Hustruen havde lovet ham, at affæren var ovre.
En rasende mand, der prøvede at angribe sin utro hustrus elsker med en økse, er blevet fængslet.
Manden havde forinden kidnappet sin hustru ved at true hende med en kniv og tvinge hende til at køre sig til elskerens hus. Det skriver Mirror.
Truede hustruen med en kniv
En 35-årig troede at hans 41-årige hustru havde droppet sin affære med en sikkerhedsvagt, men blev rasende da han fandt ud af, at de stadig så hinanden.
Parret havde været sammen i 15 år, inden de blev gift i 2015 og har et barn sammen. Men i midten af 2016 mødte hustruen en sikkerhedsvagt, og de to begyndte at se hinanden bag mandens ryg.
Ægteparret havde været i byen sammen 2. september sidste år, da manden tidligt om morgenen begyndte at råbe af hende og sparkede hende i baghovedet.
Han fandt bagefter en kniv frem fra sin sok og holdt den mod hendes hals. Han truede med at stikke hende, hvis ikke hun kørte ham over til elskerens hus.
Bed hende i øret
Hustruen var skrækslagen og de to satte sig ind i bilen, hvor manden sparkede forruden i stykker. Han stak også kniven i instrumentbrædtet så hårdt, at kniven bøjede. Han kommanderede hende herefter til at køre hen til elskerens hus.
På vejen stoppede de, fordi manden ville have cigaretter. Her ringede hustruen til politiet. Men manden fandt ud af det og trak hende tilbage til bilen, hvor han bed hende i øret.
Han fik fat på en ny kniv og en økse og bad hende om at køre hjem til elskeren. Lidt i otte om morgenen nåede parret hen til elskerens hus.
Hakkede døren op med en økse
Manden prøvede at banke døren op med øksen, hvor han ødelagde vinduet på døren, samt en nabos vindue. Naboen kom ud på gaden og fik hustruen med ind i sit hjem.
Elskeren kom ned ad trappen og så, at manden prøvede at komme ind i huset. Han gik ind i køkkenet og fik fat på en kniv, mens manden råbte, at han ville myrde ham.
Det lykkedes elskeren at få fat i mandens hånd og stoppe ham i at komme ind i huset. Manden gik tilbage til bilen efter en kniv og prøvede at stikke elskeren ned.
Politiet ankom og hustruen blev sendt på hospitalet, mens manden blev fanget tæt på gerningsstedet.
Skubbet over kanten af hustruens utroskab
– Jeg kunne se Caroline [hustruen], da hendes mand kom rundt om mit hus med en økse, fortæller elskeren og fortsætter:
– Jeg føler ikke længere, det er mit hjem. Jeg har ikke ladet mine børn besøge mig siden angrebet.
– Den her sag er unik og viser en mand, der blev skubbet ud til kanten af sin hustrus utroskab. Han havde allerede opdaget affæren og havde tidligere snakket med dem begge og troede, at det var ovre, fortalte forsvarsadvokaten i retten og fortsatte:
– Han angrer og skammer sig virkelig over, hvad han har gjort. Han har et arbejde og han opdrager sin og hustruens treårige søn. Hans handlinger den morgen, er ikke en reflektion af hvem han er.
Manden har fået en dom på fem års fængsel, efter han blandt andet indrømmede kidnapning, overfald og indbrud.