Solgt for millioner
Julien's Auctions havde regnet med at få 60.000 dollar for en guitar, men endte med at få knap det tidobbelte
En guitar, som Nirvana-forsanger Kurt Cobain har smadret, er blevet solgt for næsten 600.000 dollar, hvilket er meget mere, end hvad den var vurderet til.
Det oplyste auktionshuset Julien's Auctions lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den ødelagte guitar af typen Fender Stratocaster er blevet sat sammen, men man kan ikke længere spille på den.
600.000 dollar svarer til omkring 4,1 millioner kroner.
Autografer fra alle
Guitaren har autografer fra alle Nirvanas tre medlemmer.
Auktionshuset siger, at det havde forventet, at guitaren ville blive solgt for 60.000 dollar ved auktionen, der blev afholdt foran en publikum på Hard Rock Café i New York City.
Men guitaren endte altså med at blive solgt for 595.000 dollar, hvilket auktionshuset kalder "forbløffende".
Han var en maskine
- Man kan se, at bruddet ser ud, som om han har smadret guitaren i jorden, der hvor halsen sidder fast, og i bunden, hvor han smadrede guitaren ned, siger Kody Frederick fra Julien's Auction.
- Kurt Cobain, når han var på scenen, når han spillede, han var en maskine. Manden var vred, og det kunne man mærke på scenen. Og man kunne mærke det på den måde, han behandlede sine instrumenter på.
En hymne
Nirvanas hits, hvoraf mange er skrevet af Kurt Cobain, tæller blandt andet "Come As You Are", "Lithium" og "Smells Like Teen Spirit".
Især sidstnævnte, der udkom i 1991, blev nærmest en hymne for en generation af fremmedgjorte teenagere.
Tog sit eget liv
Cobain kæmpede med stofmisbrug og depression, mens han også havde et tumultarisk forhold til sin kone, Courtney Love.
I 1994 tog han sit eget liv.
Auktionen på Julien's Auctions varer i tre dage. Blandt andre ting, der kommer under hammeren, er også memorabilia fra blandt andet Elvis, Freddie Mercury og Janet Jackson.