Soldaters efterladte: Regeringen flygter fra ansvaret
V-regeringen kryber i skjul, når den lukker Irak- og Afghanistankommissionen, lyder det fra de efterladte til dræbte danske soldater.
Flere efterladte til de faldne soldater i Afghanistan og Irak retter nu en stærk kritik mod V-regeringen, skriver Jyllands-Posten lørdag.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige ministre flygter fra ansvaret ved at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen, som skulle undersøge den danske krigsdeltagelse, lyder det fra flere sider:
– Vi sender vores børn derned, og nogle af os får dem hjem i kister. Det må vi tage konsekvensen af. Og når så politikerne skal stå til ansvar, kryber de i skjul, siger Henrik Zacharias Nielsen, der i 2009 mistede sin søn, Rune Westy Zacharias Nielsen, i krigen i Afghanistan til avisen.
Enkelte efterladte siger dog også til Jyllands-Posten, at det er en “fornuftigt beslutning” at lukke kommissionen.
Efter regeringsskiftet nedlagde V-regeringen som noget af det første Irak- og Afghanistankommission, der havde til opgave at “undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak”.
Derudover skulle man “undersøge og redegøre for, hvad danske myndigheder har foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan”.
De millioner, som spares ved at nedlægge kommissionen, vil regeringen øremærke til de danske veteraner. Men den kobling møder også kritik fra flere efterladte.
– Det er rigtig tarveligt at lave sådan et regnestykke, siger Susie Storrud, der mistede sin mand, Anders Storrud, i Afghanistan i 2007.
Også Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, kritiserer nedlæggelsen i avisen, mens forsvarsminister Carl Holst (V) i en skriftlig kommentar giver udtryk for, at kritikken fra de efterladte “rører” ham, men at lukningen af kommissionen fastholdes.
/ritzau/