Soldat fra nationalgarden anholdt i USA
En mand fra Virginias Nationalgarde er som den første fra USA's militær blevet anholdt for at deltage i uro
Politiet i USA har anholdt en mand fra Virginias Nationalgarde i forbindelse med optøjerne ved Kongressen i sidste uge.
Det oplyser en unavngiven embedsmand torsdag.
Der er tale om en mand ved navn Jacob Fracker. Han er det første kendte tilfælde af en person, der stadig er aktiv i USA’s militær, til at blive anholdt efter sidste uges begivenheder.
Ud over at være i Nationalgarden arbejder Fracker også som politimand.
Han er blevet tiltalt for at deltage i optøjerne sammen med en anden politimand ved navn Thomas Robertson, efter at de to blev fotograferet inde i kongresbygningen, mens de “kom med et uanstændigt budskab foran en statue”.
Det oplyste USA’s justitsministerium onsdag i en pressemeddelelse.
Havde fri fra arbejde
Begge havde fri fra deres arbejde som betjente, mens optøjerne fandt sted.
Virginias Nationalgarde meddeler torsdag, at Jacob Fracker har titel af korporal, og at han gør tjeneste som infanterist.
Det oplyses også, at Nationalgarden nu vil foretage en undersøgelse af sagen.
Nationalgarden er de amerikanske delstaters egne væbnede styrker. Den amerikanske præsident er i sidste instans deres øverstkommanderende, men under normale omstændigheder er det delstaternes guvernører, som har kommandoen over garden.