Soldat fra D-dag bliver verdens ældste til at hoppe i faldskærm
Med sine 101 år og 38 dage er Verdun Hayes den ældste til at have hoppet i faldskærm.
En 101-årig veteran fra D-dag sprang sammen med tre generationer af sin familie ud fra et fly i 4,5 kilometers højde. Det har gjort ham til den ældste nogensinde til at hoppe med faldskærm. Det skriver The Guardian.
Verdun Hayes, som han hedder, sprang sammen med hele sin familie, hvor hans 74-årige søn, 50-årige barnebarn og 16-årige oldebarn var med.
Afdøde kone talte ham fra det
Verdun slog verdensrekorden søndag, da han landede på en mark i Devon i England. Han råbte “hurra” ved landingen og sagde, at han var lykkelig over at have klaret udfordringen.
Oldefaren havde prøvet at hoppe med faldskærm, da han blev 100 år. Det gjorde ham til Englands ældste faldskærmsudspringer. Men den rekord var ikke nok for Verdun, der nu er verdens ældste til at hoppe såkaldt tandemspring. Han tog rekorden fra canadiske Armand Gendrau, der var 101 år og 3 dage, da han skydivede.
Den tidligere soldat, der var med til D-dag, fortæller, at faldskærmsudspring havde været en af hans drømme, siden hans 90 års fødselsdag. Men hans hustru, der nu er død, havde talt ham fra det.
Samler ind til velgørenhed samtidig
10 familiemedlemmer var med til at springe sammen med den eventyrlystne oldefar. Hele familien var samlede samtidig penge ind til Royal British Legion i forbindelse med deres hop.
Den yngste i familien, der var med, var Verduns 16-årige oldebarn Stanley. Han havde også sit 50-årige barnebarn Roger og 74-årige søn Bryan med sammen med sin 21-årige oldedatter Ellie.
– Han har bestemt sig for, at han vil gøre det igen, og jeg er meget stolt af grunden bag, fortalte Verduns datter Lin, inden han sprang.
“Jeg troede virkelig ikke, at jeg ville komme hjem”
Verdun kommer fra Devon og var i militæret under anden verdenskrig. Han fik en æreslegion for sit heroiske arbejde i Holland, Belgien, Tyskand og Normandiet. Han er blevet opkaldt efter sin far, der blandt andet kæmpede i første verdenskrig, mens Verduns mor var gravid med ham.
Under anden verdenskrig var Verdun ansvarlig for militærets kommunikation. Under krigen blev han ramt af granatsplinter på flere ribben og sine hænder i en eksplosion, der dræbte en af hans venner.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg kom hjem fra krigen. Jeg var så tæt på kanten af alting. Jeg mistede så mange af mine venner på ingen tid. Jeg troede virkelig ikke, at jeg nogensinde ville komme hjem, fortæller Verdun om krigen.
Hæren er stolt af oldefar
En talsperson for Royal British Legion, hvor til Verdun vil donere pengene fra sit spring, siger, at den modige oldefar vil blive fejret med et glas champagne.
– Vi er meget stolte af Verduns præstationer og hans families støtte til Royal British Legion. Pengene, der er blevet indsamlet, anerkender det arbejde, generationer af britiske soldater har gjort og deres ofre, siger talmanden og fortsætter:
– Pengene vil hjælpe generationer af soldater og deres familier.
Flere af Verduns familiemedlemmer har deres egen online indsamling, men Verdun selv har indsamlet 21.000 kroner.