Solbakken beklager FCKs skadesproblemer inden pokalfinale
Han har fået nok Ståle Solbakken. I dette forår er den ene spiller efter den anden udgået med alvorlige skader, og senest i mandagens kamp mod FC Vestsjælland måtte FC Københavns Mikael Antonsson lade sig skifte ud med en alvorlig lyskeskade.
Den svenske midterforsvarer tilslutter sig en liste over langtidsskadede spillere, som tæller Bashkim Kadrii, Youssef Toutouh, Danny Amankwaa, Kris Stadsgaard, Andreas Cornelius og Christian Poulsen, som dog har en chance for at deltage i pokalfinalen mod FC Vestsjælland Kristi Himmelfartsdag.
»Det må være nok nu. Det er næsten sensationelt, at et hold kan få så mange alvorlige skader, som ikke er fiber-skader eller muskulære skader, men grimme, grimme skader. Brækket ben, korsbånd, revet akillessene og den største muskel, som er revet op hos Mikael Antonsson. Det er meget, meget sjældne skader,« siger Ståle Solbakken, der inden dommen over Mikael Antonssons skade godt kan regne ud, at det står slemt til.
»Han kommer til at sidde ude længe. Nu er jeg ikke læge, men det har noget at gøre med dér, hvor musklen hæfter i lysken. Vi kan ikke gøre noget imod de her skader. Enten har vi købt pilrådne fodboldspillere, som har kroppe som 60-årige, eller også er vi uheldige, og vi vælger at tro på det sidste,« forklarer Ståle Solbakken.
I mandagens Superliga-kamp mod FC Vestsjælland, som blev vundet med 1-0, sad der flere ukendte ansigter på bænken som Jonatan Frimann og Lasse Lindbjerg, og den norske manager indrømmer inden pokalfinalen, at han mandskabsmæssigt er ved at komme så langt ud, som han kan.
»Der er ikke nogen af dem (de langtidsskadede, red.), der bliver klar i resten af denne sæson. Christian Poulsen har måske en lille chance for at blive klar til pokalfinalen. Men han har siddet ude i tre uger, så der kommer til at være spillere i truppen til pokalfinalen, som jeg knapt nok kender navnene på,« bedyrer Ståle Solbakken.