Søgninger på nettet: Nu er det jul
Nu’ det jul, og træet tændes igen. Det er ikke blot en sang, men også virkeligheden i de danske hjem, viser november måneds søgestatistik fra Krak, som blev domineret af søgninger efter juletræer og pynt til at skabe hyggelig julestemning.
Antallet af søgninger på juletræssalg blev næsten tidoblet, og det gjorde ordet til månedens mest trendende søgeord. Lige efter følger søgninger på juletræer, men også pyntegrønt er godt repræsenteret på Kraks top 10 for november, hvor halvdelen af søgeordene handler om jul.
De mørke måneder er dog ikke kun en tid for familiehygge og højtid. Mange danske husejere bruger tydeligvis også vintermånederne til at planlægge forbedringer af deres hjem, for ordene byggefirma og bygge- og anlægsentreprenører ligger ligeledes højt på listen over månedens trendende søgninger.
– Det er vel næppe nogen overraskelse, at julestemningen begynder at indfinde sig i november, og vores statistik viser, at mange familier går højt op i at have juletræet klar og pynte op med gran, så snart julemåneden ankommer. Derudover ser vi igen, at danskerne planlægger større aktiviteter med en fornuftig tidshorisont, så man allerede nu er i gang med at lede efter de bedste lokale leverandører til næste års byggeprojekter, siger Kristoffer Apollo, kommunikationschef i Eniro Danmark, som står bag Krak, der er Danmarks største lokale søgetjeneste.
Sydjysk kødudsalg var månedens lokale hit
Hvis man ser på søgninger i et specifikt geografisk område, var det Hulskovgaard ved Kolding, som indtog førstepladsen som mest trendende på Krak i november. Hulskovgaard er et økologisk landbrug, hvor private kan købe kvarte, halve og hele kalve eller køer.
Så når søgningerne efter Hulskovgaard blev femdoblet i november, tyder det altså på, at mange sydjyder har fået fryseren fyldt godt op med økologisk kød – måske også med jule- og nytårsmiddagene i tankerne.
Krak, top 10 trendende søgninger, november 2015
1. Juletræssalg
2. Juletræer
3. Byggefirma
4. Juletræer og pyntegrønt
5. Bygge- og anlægsentreprenører
6. Engros
7. Transportvirksomheder
8. Pyntegrønt
9. Cateringvirksomheder
10. Jul