Søgetendens: Danskerne udskifter mobilen

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Krak-brugerne søgte efter nye mobiltelefoner skiudstyr i februar

Mobiltelefoner var søgeordet, der hittede mest på Danmarks største søgetjeneste, Krak, i februar, hvilket tyder på, at mange danskere gik med planer om at udskifte mobilen. Også søgninger efter skiudstyr var populære op til vinterferien, ligesom den stigende interesse for leasing har bredt sig til Krak.

Nyt år, ny mobiltelefon. I Kraks søgestatistik, over hvilke ord danskerne søgte mest på i februar sammenlignet med måneden før, er mobiltelefoner den absolutte topscorer. Og det er både på pc og mobile enheder, at søgeordet topper.

– Der var over seks gange så mange søgninger efter mobiltelefoner i februar, som der var i januar, så noget tyder på, at mange går med ønsket om at udskifte mobilen til en nyere model,  siger Allan Jakobsen, der er administrerende direktør i Eniro Danmark, som står bag Krak.

Ifølge Lars Bennetzen, der står bag techsitet Tech-Test.dk og har over 20 års erfaring som it-journalist, hænger de mange søgninger efter mobiltelefoner formentlig sammen med, at der på denne tid af året er massiv medieomtale af markedet:

– Der har netop været afholdt Mobile World Congress i Barcelona, og det medførte allerede fra februar et massivt tryk på mediemaskineriet med historier om nye modeller og markedet mere generelt. Det har nok haft en betydning for danskerne, der, som det folkefærd i verdenen med flest mobiltelefoner pr. indbygger, i forvejen må siges at være særdeles mobilglade,” lyder det fra Lars Bennetzen.

Leasing er for alvor populært

En anden tendens, som gemmer sig i månedens søgestatistik, drejer sig om leasing. Mens leasing for virksomheder er populært inden for flere former for udstyr, er det for private primært personbiler, der finansieres ved leasing. Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev 36 procent af alle nyregistreringer af personbiler i januar registreret til leasing. Og ifølge søgestatistikken er interessen langtfra aftagende. I februar var søgninger efter leasingselskaber således nummer fire på listen over de mest trendende søgninger på Krak.

– Søgninger efter leasingselskaber steg rigtig meget i februar, hvilket tyder på, at interessen for leasing fortsætter, og flere og flere danskere vælger finansieringsformen, når de skal ud og erhverve en ny bil, ” lyder det fra Allan Jakobsen.

Endelig har skisæsonen også påvirket danskernes søgning. Således er skiudstyr det næstmest trendende søgeord i den forgangne måned. Herefter følger et søgeord med en trist baggrund. Antallet af søgninger på synagoger steg nemlig markant i dagene efter terrorangrebene i København den 14.-15. februar, hvilket tyder på, at danskerne har brugt Krak til at finde ud af, hvor de skulle gå hen for at lægge blomster til minde om ofrene.

Søgeord, der trendede på Krak i februar 2015:

1. Mobiltelefoner

2. Skiudstyr

3. Synagoger

4. Leasingselskaber

5. Indretningsarkitekt

6. Flishugger udlejning

7. Rejseplanen

8. Vinhandel

9. Borgerforeninger

10. Bilvask

 

Powered by Labrador CMS