Søger vidner efter alvorlig ulykke
En 25-årig kvinde kom alvorligt til skade
Den 2. februar klokken 17.41 skete en alvorlig færdselsulykke i krydset ved Budumsvej og Vilsundvej i Aalborg Øst. Nordjyllands Politi søger vidner i sagen, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
En 24-årig billist kørte ind i siden på en bil, hvori der sad en 25-årig kvinde. Kvinden kom slemt til skade.
Den 24-årige mand flygtede efterfølgende til fods fra stedet, men han blev anholdt senere.
Politiet søger vidner
Efter et grundlovsforhør blev bilisten varetægtsfængslet i fire uger, men grundet omstændighederne er efterforskningen altså stadig i gang.
“Derfor søger vi nu vidner, der kan bidrage til at belyse forløbet før, under og efter ulykken”, lyder det fra lederen af efterforskningen, politikommissær Kenneth Rodam, der opfordrer borgere, der var i området omkring ulykkestidspunktet og har set noget, til at kontakte politiet på 114.
“Særligt søger vi vidner, der har set den hvide nyere BMW, som den 24-årige kørte i – især på strækningen fra Scoresbysundvej mod øst ad Universitetsboulevarden og derefter mod nord ad Budumvej til uheldsstedet i krydset med Vildsundvej,” fortsætter Kenneth Rodam.