Sodavand trækkes tilbage: Der er konstateret gæring
Mineralvandsfabrikken Frem A/S trækker økologisk rabarber-sodavand tilbage, efter der er konstateret gæring i nogle af flaskerne
For tredje gang på en måned trækker Mineralvandsfabrikken Frem A/S et produkt tilbage. Denne gang er der tale om Økologisk sodavand, rabarber 66 centiliter, produceret 03/03/16 med en holdbarhedsdato 04/03/17. Sodavanden har EAN-nummer 5713221000708.
Der er konstateret gæring i nogle af flaskerne. Sodavanden er solgt i Irma-butikker.
Når det nu er tredje gang, Frem A/S må trække et produkt tilbage på så kort tid, spurgte Newsbreak.dk produktchef og medejer Palle Adelhardt, hvad det kan skyldes:
– Der er tale om menneskelige fejl, fortæller Palle Adelhardt, som tilføjer, at de menneskelige fejl har fået konsekvenser. To medarbejdere er ikke længere hos virksomheden.
– Vi kan ikke leve med det, siger Palle Adelhardt, som har lavet sodavand i 50 år.
Nye procedurer
Udover en afskedigelse af to medarbejdere, vil Frem A/S også lave andre ændringer for at forhindre, at lignende tilbagetrækninger sker igen.
– Vi laver nogle nye procedurer, og så får vi en kvalitets-ansvarlig ind, fortæller Palle Adelhardt.
– Det, der er lavet, kan vi ikke lave om, siger han og forsikrer, at der nu kommer nye boller på suppen.
Blandt andet vil fabrikken være mere grundige med at teste produkterne, inden de bliver sendt ud til forretningerne. Netop testningen af produkterne kan være en fejl, der er begået med rabarber-sodavanden, der nu trækkes tilbage.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man enten leverer sodavanden tilbage, hvor den er købt, eller kasserer den.