Socialrådgivere advarer mod konservativt kontanthjælpsloft

ARKIVFOTO 2014 af Jobcenter- – Se RB 8/6 2015 07.47. Et lavere kontanthjælpsloft kommer især til at ramme forsørgere med børn. Børnene bliver de store tabere, hvis De Konservatives nye kontanthjælpsloft får opbakning på den anden side af valget. (Foto: Michael Bothager/Scanpix 2014)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis de Konservatives kontanthjælpsloft bliver til virkelighed, vil det ramme børnene hårdt. Det mener Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen (K) kommer i mandagens Jyllands-Posten med sit eget konkrete bud på, hvor et nyt kontanthjælpsloft kan ligge, og ifølge avisen vil forslaget føre til, at en enlig på kontanthjælp med tre børn vil miste 2.956 kroner om måneden efter skat. Imens vil et ægtepar med ét barn, hvor begge forældre er på kontanthjælp, samlet miste 4.929 kroner om måneden efter skat.

Med forslaget vil de Konservative gør det mere attraktivt at arbejde, men det risikerer at ramme især børnefamilier særdeles hårdt, påpeger Majbrit Berlau.

»Jeg er rigtig, rigtig bekymret, fordi det her forslag går jo benhårdt efter børnefamilierne i kontanthjælpssystemet. Vi ved fra alle undersøgelser, at børn af folk på kontanthjælp i dag har ringere vilkår end deres klassekammerater, og nu forringer man de økonomiske vilkår yderligere,« siger socialrådgivernes formand.

Majbrit Berlau peger på en række konsekvenser, som det konservative forslag vil føre med sig, hvis det realiseres.

»Der er ikke nogen tvivl om, at børnene i langt højere grad vil komme til at lide afsavn. Det vil forringe deres børneliv nu og her, og det forringer deres uddannelsesmuligheder og sundhed på sigt,« siger hun.

Søren Pape Poulsen afviser kritikken fra socialrådgiverne.

»Jeg synes, at det er ærgerligt, at man kommer med sådan et skræmmebillede. En enlig mor med to børn vil med vores forslag have 17.500 kroner efter skat i hånden. Dertil kommer så også friplads i daginstitution. Så jeg synes ærlig talt, at det er en forventelig, men alt for højrøstet dommedagsprofeti, der kommer,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Den samlede besparelse fra kontanthjælpsloftet vil ifølge de Konservative blive på 1,4 milliarder kroner, som skal bruges på et højere beskæftigelsesfradrag.

Powered by Labrador CMS