Socialdemokratiet hyrer advokatfirma
Medlemmer af Socialdemokratiet kan henvende sig til et advokatfirma, hvis de oplever krænkelser.
Socialdemokratiet har hyret et advokatfirma, der skal undersøge henvendelser om krænkelser, som medlemmer af partiet har oplevet. Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) til Politiken.
Det fremgår ikke af interviewet hvilket advokatfirma, der er tale om.
Det beskrives som “et advokatfirma med speciale i arbejds- og ansættelsesret samt diskrimination” og desuden som værende uafhængig af Socialdemokratiet.
– Vi har valgt at indlede et samarbejde med et advokatfirma, hvor man kan henvende sig om episoder, som man selv har været involveret i eller været bekendt med, så vi er sikre på, at der i hvert fald er en ramme for at konkrete situationer kan håndteres, siger statsministeren til Politiken.
Hun giver også udtryk for, at hun er “åben” over for, at partiet selv starter en undersøgelse, hvor man aktivt vil afdække, hvor stort omfanget er fremfor at afvente medlemmer, der melder sig selv.
322 stemmer
Udmeldingen kommer efter, at Politiken fredag kunne fortælle, at 322 kvinder, nuværende eller tidligere medlemmer af et politisk parti, er gået sammen i et fælles opråb om sexisme i politik.
I et debatindlæg, der blev bragt i Politiken, beretter de 322 kvinder om omfanget af sexisme, blandt andet på Christiansborg.
79 af dem har valgt at dele deres beretninger om oplevelser med sexisme og overgreb i partierne. Kvinderne fremstår anonyme, men Politiken kender deres identitet.
– Én blandt os har oplevet at få en finger stukket op i skridtet af et folketingsmedlem til et landsmøde under festen, hvor hun dansede med en anden partifælle. De fandt det begge vældigt morsomt, lyder én af de 79 beretninger, som Politiken bringer, og som man kan læse her.
Mediebranchen ser indad
Indlægget er ét blandt flere, der er blevet bragt, efter at TV-værten Sofie Linde under Zulu Comedy Galla fortalte om sin oplevelse med sexisme i den danske medieverden.
Fagbladet Journalisten skriver, at Sofie Lindes fortælling, der startede en bølge af lignende fortællinger fra kolleger i branchen, har fået flere medier til at igangsætte en kulegravning af, hvor stort omfanget af sexisme er på de respektive redaktioner rundt i landet.