Socialdemokraterne skifter kurs på privathospitaler

Socialdemokraterne støtter regeringens forslag om at sætte behandlingsgarantien ned til 30 dage.

Socialdemokraterne støtter regeringens forslag om at sætte behandlingsgarantien ned til 30 dage. Foto: Lars Helsinghof Bæk/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Når regeringens forslag om kortere behandlingsgaranti tirsdag debatteres for første gang i folketingssalen, vil det møde opbakning fra Socialdemokraterne.

Partiet, der tidligere har været meget kritisk over for brugen af privathospitaler, er positivt indstillet over for lovforslaget, der blandt andet nedsætter behandlingsgarantien til 30 dage og åbner for, at udredningsgarantien giver adgang til privathospitaler.

– Vi har ikke den samme bekymring længere, som vi havde under VK-regeringen, hvor der ifølge Rigsrevisionen var en overbetaling til privathospitalerne. Der er kommet meget mere styr på det, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).

– Det helt afgørende er, at der er en fri og lige adgang til vores sundhedssystem. Både når man skal finde ud af, hvad man fejler – og når man skal behandles.

– Her har vi set nogle markante forandringer de sidste fire år, hvor regionerne er blevet væsentligt bedre til at forhandle de rigtige priser hjem med privathospitalerne og stillet krav til kvaliteten.

Dermed har Socialdemokraterne ikke længere “den samme frygt” for behandlingsgarantien og privathospitalerne, understreger sundhedsordføreren.

For et halvt år siden udtalte han ellers til Jyllands-Posten, at de stærke patienter vil kunne udnytte en behandlingsgaranti, mens det vil gå ud over de svageste patienter.

Og den bekymring har oppositionspartiet fortsat.

– Det er stadig et område, vi er meget opmærksomme på. Derfor retter vi blikket skarpt imod det. Der må ikke være noget, der giver øget ulighed i sundhedsvæsenet. Hverken geografisk eller social ulighed, siger Flemming Møller Mortensen.

– Vi skal sørge for, at der ikke bliver en øget ulighed, og at priserne er de rigtige, så der ikke sker en overbetaling på privathospitalerne.

Spørgsmål: Hvordan vil I sikre det?

– Det har regionerne de sidste år formået, og det er den primære årsag til, at vi ikke har den samme holdning, som vi havde tidligere.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS