Socialdemokrater til Løkke: Anerkend da det går bedre
Finansordfører Jesper Petersen mener, Venstres formand er med til at tale dansk økonomi ned i et sort hul.
Det er uforståeligt, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen skoser den siddende regering for ikke at skabe mere vækst, end de 1,0 procent, som det ifølge Danmarks Statistik blev til i 2014.
For tallet er højere end selv de mest optimistiske økonomer troede, påpeger Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen, der nu angriber Venstre for at være med til at tale økonomien ned.
– Nu går det efterhånden så godt, at Venstre må stoppe med at tale økonomien ned i et sort hul. Partiet bør i stedet glæde sig over, at det faktisk går fremad, og at der er kommet 30.000 flere i arbejde, siger Jesper Petersen til Ritzau.
Efter en række nedjusteringer i vækstkønnet i løbet af sidste år landede regeringen på en forventet vækst i bruttonationalproduktet i på 0,7 procent.
Men det viste sig altså at blive højere.
Jesper Petersen mener, at det er tegn på, at Danmark er kommet længere i bestræbelserne på at komme ud af krisen, end de fleste regnede med. Og det skyldes de seneste par års reformer, mener han.
– Lars Løkke fører en politisk kampagne, der går ud på, at det helst ikke må gå så godt, som det faktisk gør. Det er ikke klædeligt, siger han.
Jesper Petersen fremhæver, at regeringen fortsat er i gang med at implementere dele af de seneste års vækstpakker, samt skattereformen, der sænker skatten på forskellige områder.
Derfor vil væksten blive boostet endnu mere.
– Statsministeren har bebudet, at der vil komme yderligere tiltag til at understøtte væksten, siger Jesper Petersen.
/ritzau/