Socialarbejdere: Tag ansvar og forebyg prostitution blandt unge
Alt for mange unge sælger sex for gaver eller opmærksomhed, og kan ende med at betale en alt for høj pris i form af skadevirkninger. Socialarbejdere kræver politisk handleplan.
Børn og unge har ret til et liv uden risici. Det er på tide, at vi tager ansvar for udsatte unge og gør kampen mod ungdomsprostitution – eller gråzoneprostitution – til en politisk prioritet.
Derfor inviterer LivaRehab – et rehabiliteringscenter for mennesker med prostitutionsskader – til en høringskonference den 4. februar 2015, hvor politikere, fagpersoner bliver inviteret til at medvirke.
Den samme dag udgiver centret en rapport om LivaRehabs undersøgelse af området. Den er blevet til med økonomisk støtte fra Tine Bryld-prisen og Trygfonden.
– Vi ved, at et stort antal helt unge drenge og piger sælger seksuelle ydelser for penge, cigaretter eller bare for at få lov til at komme med til en fest. Vi ved, at internettet har gjort det lettere for sexkunder at komme i kontakt med sårbare unge. Vi ved, at socialarbejdere efterlyser redskaber på området. Og vi ved at ungdomsprostitution kan have mange negative konsekvenser, siger Flora Ghosh, centerchef for LivaRehab.
– Men der er meget vi ikke ved. Vi ved ikke præcist hvordan regering tænker på at forebygge udsathed, eller hvordan man bedst griber problemet an. Det ved vi ikke, fordi der mangler politisk handling og nyere landsdækkende forskning, tilføjer hun.
Og det er der brug for efter Flora Ghosh mening, for prostitution kan give vidtgående og langrækkende skader for de unge mennesker.
– Jo, gu var det da grænseoverskridende. Gu var det da det. Gu var det da bare overhovedet ikke i orden. Gu var det da misbrug, gu var det det, i stor grad, siger en kvinde i LivaRehabs undersøgelse.
Allerede i skoletiden blev hun kontaktet med tilbud om gaver, opmærksomhed og penge for seksuelle ydelser.