Snyder og bedrager ældre og svage
Politiet har anholdt to mænd, der mistænkes for at svindle ældre medborgere.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har torsdag eftermiddag anholdt og sigtet to mænd for flere bedragerier, hvor de mistænkes for at have ringet til ældre borgere i Slagelse og omegn og udgivet sig for at være fra blandt andet banken eller Nets og derigennem franarre de ældre borgere deres kreditkort og pinkode under påskud af, at der var problemer med den ældres kreditkort.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
(I galleriet over artiklen kan du se, hvordan du undgår at blive svindlet).
Sydsjælland og Lolland-Falster Politi har den seneste tid modtaget flere anmeldelser fra borgere, der er blevet franarret deres kreditkort og personlige oplysninger af personer, som udgav sig for at være fra blandt andet banken eller Nets.
På baggrund af anmeldelserne blev der iværksat en intens efterforskning, som torsdag eftermiddag førte til, at politiet kunne anholde to mænd på henholdsvis 34 og 41 år fra Slagelse.
Sigtet i flere sager
De sigtes for at have ringet og udgivet sig for at være fra de ældres bank eller Nets. Med den fremgangsmåde har de franarret adskillige ældre borgere deres kreditkort og personlige oplysninger, som de efterfølgende har benyttet til at hæve penge.
I forbindelse med gårsdagens anholdelser, har politiet ransaget flere adresser i Slagelse.
– De to mænd sigtes for adskillige sager om grov udnyttelse af ældre borgeres tillid til ansatte inden for bankverdenen. Den tillid har de anholdte groft misbrugt for at opnå en økonomisk vinding på andres bekostning, siger lederen af økonomisk efterforskning, politikommissær Rune Nilsson, som tilføjer:
– Uanset hvor troværdig en person i telefonen lyder, så vil en ægte bankrådgiver eller anden i samme funktion aldrig bede om at få dit kreditkort, pinkode eller personlige oplysninger udleveret. Man bør derfor aldrig udlevere sådanne oplysninger til nogen, man ikke kender.
Flere sigtelser
Rune Nilsson er ikke i tvivl om, at efterforskningen vil kaste lys over flere bedragerier.
– Den her form for kriminalitet skaber stor utryghed hos især den ældre gruppe af borgere, og derfor er det vigtigt, at de to gerningsmænd nu stilles til ansvar for en dommer. Det er min klare opfattelse, at de anholdte har flere forhold på samvittigheden. Og jeg forventer, at vores efterforskning vil føre til at sigte de anholdte for yderligere forhold i nær fremtid, udtaler Rune Nilsson.
De anholdte fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.