Snavs og skimmel: 100 bananfluer hyggede sig i Fakta
Fakta-butik har fået bøde og en sur smiley for dårlig hygiejne.
Der skulle mere end fem minutters rengøring til i Fakta på Århusgade på Østerbro i København, da Fødevarestyrelsens kontrollanter var på besøg for nyligt.
Blandt andet konstaterede kontrollanterne skimmelsvamp i flere af butikkens køleskabe.
“I 4 af virksomhedens 7 køleskabe ses ansamlinger af grøn og hvid formodet skimmel. I køleskab med sodavand og øl ses belægninger af skimmel på omkring 70% af hylder, herunder på sider og underside“, står der i kontrolrapporten.
Bananfluer i boks
I rapporten fremgår det, at besøget fra kontrollanterne kom efter en henvendelse fra en kunde i butikken, der havde taget et billede af et brødskab fyldt med bananfluer i butikken.
“I bake-off-afsnit samt i brødudsalg ses en stor mængde bananfluer, vurderet til omkring 100 stk. Disse sidder bl.a. på brød i brødskabene,” står der blandt andet i rapporten.
Forholdene tilsammen gør nu, at butikken har fået en sur smiley samt en bøde på 10.000 kroner af Fødevarestyrelsen.
Styr på det igen
Ifølge informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, skyldtes hygiejneproblemerne i Fakta-butikken det ekstraordinært varme vejr, der for nyligt gjorde sit indtog i Danmark.
– Det skete som en reaktion på varmen, der gjorde, at der blev dannet kondensvand i vores kølebokse. Det udviklede sig siden til skimmelsvamp, siger Jens Juul Nielsen til Newsbreak.dk og fortsætter:
– Butikken har siden tømt, desinficeret og gjort køleboksen rent.
Informationsdirektøren understreger, at butikken har taget den sure smiley til efterretning.
– Der er blevet reageret på problemerne, og det er blevet bragt i orden igen, siger Jens Juul Nielsen.