Snart kan det være helt slut
Efter flere opråb er alternativer på vej til det forhadte papsugerør
Efter meget irritation i både ind- og udland kan den nu være slut med at sidde i biografen eller den lokale burgerbar med vådt sugerør, som er gået i opløsning.
Der er nemlig nye opfindelser på vej, som kan erstatte det gamle papsugerør. Sådan lyder det fra amerikanske NBC News.
Ligner plastik
De nu bandlyste sugerør var lavet af stoffet polypropylen, men en ny type nedbrydelig plastik har set dagens lys.
- Det ligner og opfører sig som et traditionelt plastiksugerør, siger Micheal Winters, som er chef for WinCup, hvor sugerørene bliver produceret.
Stor interesse
Det særlige er, at materialet kan nedbrydes i naturen, og bliver næsten helt opløst efter otte uger.
I USA er der ifølge mediet stor interesse i at udskifte papsugerør med et alternativ, som ikke så let går i stykker.